Befolkningsvæksten og tilvæksten af arbejdspladser og biler vil de kommende 20 år nærmest eksplodere i Øresundsregionen. Derfor gør Öresundskomiteen i dag på en konference i København i Bella Center sig til talsmand for et fremtidscenario i en fælles planlægning, hvor væksten skal spredes til langt flere centre end vi kender i dag med Malmø/Lund, Helsingborg og København.
Öresundskomiteen foreslår et planlægningsorgan til at tage sig af fremtidige planlægningsspørgsmål. Det organ skal være et embedsmandsudvalg fra de regionale kommuner og administrative enheder. Planlægningsorganet skal støttes af en administration, som indsamler og vurderer planerne. Planlægningsorganet skal kunne gøre indsigelser mod planbeslutninger, men får intet myndighedsanvar.
Konferencen i Bella Center har titlen Øresundsting 2004 – infrastruktur, kommunikation og boligforhold, og Öresundskomiteen ønsker, at fremover skal eksempelvis også Køge, Hillerød, Landskrona og Trelleborg med flere tænkes med i regionens vækst. Öresundskomiteens direktør, Birger Olofsson, siger til Rapidus, det er vigtigt nu at vælge en vej fremover for regionen.
— Det er vigtigt fordi de investeringer, som vi vil indlede nu i infrastruktur og boliger, sker på 20 års eller 25 års sigt, siger Birger Olofsson.
Ved konferencen i dag offentliggør Öresundskomiteen rapporten Infrastruktur og kommunikationer. Heraf fremgår det blandt andet af fremskrivninger for regionen, at befolkningen i 2030 vil være steget med 400.000 til 3,9 millioner, arbejdsstyrken vil være steget 200.000 til 1,9 millioner mennesker, og der kommer 650.000 biler ekstra til samlet 1,95 millioner biler i 2030.
— Vi tager i dag proppen af diskussionen om, hvordan vi skal samarbejde om de spørgsmål. Og politikerne i Öresundskomiteen ser gerne, at byudviklingen fremover baseres på flere kerner end i dag, siger Birger Olofsson.
Et alternativt scenario er, at man blot planlægger at presse endnu flere mennesker, arbejdspladser og boliger sammen i de eksisterende vækstcentre. Men det vil ifølge Birger Olofsson ikke være optimalt, hvis regionen skal fremme konkurrencepositionen og samspillet med omverdenen.