Siden udviklingsvirksomheden Glaze i Malmö åbnede sit første kontor i Danmark sidste forår, er aktiviteterne vokset hastigt. Selskabet har i dag afdelinger i både København og Aalborg med i alt syv ansatte. Ambitionen er at vokse til ti personer inden nytår. De danske aktiviteter bidrager med omkring en fjerdedel af koncernens omsætning og har opnået lønsomhed.
— I Danmark har man tidligere ikke indkøbt eksterne ydelser inden for softwareudvikling på samme måde som i Sverige, så vi forventer vækst i markedet, siger adm. dir. Lars Israelsson.
Første kunde var BLIP Systems A/S i Aalborg (tidligere Ericsson Bluetooth Networks). Siden da har Glaze også indgået en rammeaftale med Texas Instruments i Aalborg, hvilket indebærer at den jyske afdeling fokuserer kraftigt på telekom, mens markedet i Københavnsområdet primært findes blandt mindre medicoteknikfirmaer, der benytter sig af udviklingskonsulenter.
Sidste år omsatte Glazekoncernen for i alt 11,5 millioner svenske kroner, sammenlignet med 8,5 millioner året før. Virksomheden har givet overskud siden starten af 2000, selv om etableringen af nye kontorer i Stockholm og Danmark har reduceret overskuddet. I år regner selskabet med at omsætte for 16-17 millioner, samtidig med at dagens 23 ansatte forventes at blive til 30 omkring nytår.
Blandt kunderne er Sony Ericsson i England, Texas Instruments i Aalborg, Granuldisk, ScanCoin og AudioDev i Malmö samt Bioett og Anoto i Lund.
Adm. dir. for Glaze i Danmark er Michael Carl.