Danske Ciklum, som udlejer IT-konsulenter i Ukraine til længere IT-udviklingsprojekter og outsourcingopgaver, er på vej ind på det svenske marked. Adm. dir. Torben Majgaard leder i øjeblikket efter en svensk samarbejdspartner, som kan stå for salget i Sverige.
— Vi søger en enkelt person eller et mindre firma, som kan være vores partner. Vi ønsker ikke at sætte vores økonomi over styr ved at ansætte nogen, fordi det tager mindst seks måneder, før de første kunder kommer til. I stedet forestiller vi os en person, der selv vil investere i opbygningen, og så kan få løbende provision, når aftalerne med kunderne er underskrevet, siger Torben Majgaard.
Desuden kræves der en svensk person, som er parat til at flytte til Ukraines hovedstad Kiev for derfra at håndtere kontakterne til kommende svenske kunder. Det er den model, der har været anvendt i Danmark, og som Ciklum nu vil kopiere til det svenske marked.
I øjeblikket har Ciklum godt 80 programmører med højt uddannelsesniveau ansat i Kiev med opgaver for kunder i Danmark, England og Canada. Den månedlige omkostning per konsulent ligger på mellem 10.000 og 15.000 danske kroner. Målgruppen er i første række små og mellemstore selskaber, men den største kunde beskæftiger næsten 30 konsulenter.