Nystartede Novosense i Lund skal udvikle et EKG-plaster med en indbygget, egenudviklet radioteknik, som er så billig, at plastrene bliver beregnet til engangsbrug. Målgruppen er i første række akut- og intensivpleje, der vurderes at kunne have stor gavn af plastrene og deres trådløse overføring af måleresultater, frem for dagens EKG-maskiner der kobles til patienterne. På længere sigt skulle teknikken også kunne anvendes i hjemmesygeplejen.
Bag Novosense står forskningsinstituttet Acreo, som har udlicensieret teknikken omkring printkort og radioløsninger, og hvis afdelingschef i Lund Tommy Skoog også bliver adm. dir. for selskabet. I ejergruppen indgår desuden Lundselskabet Protego Information og Tilly Medical Products, der bidrager med viden omkring elektronik og software, samt doktor Fredrik Sebelius, der står bag den patentanmeldte måleteknik i EKG-plastret.
EKG-plastret forventes at blive 3×4 centimeter stort og sender informationen trådløst til en basestation inden for 20-30 meters afstand, hvilket betyder, at måledata fra flere patienter kan indsamles med samme udstyr.
Tommy Skoog regner med, at produktudviklingen tager yderligere to år. I alt kræves der 20 millioner svenske kroner for at nå dertil, hvoraf det halve beløb skal tilføres i løbet af efteråret eller senest i starten af det nye år.