Vaccinevirksomheden Bavarian Nordic i København har stort set kun pumpet positive nyheder ud i juli. Det begyndte med en global samarbejdsaftale med lægemiddelgiganten GlaxoSmithKline om produktion og markedsføring af koppevaccinet Imvamune.
GlaxoSmithKline skal markedsføre og producere vaccinen i Nord- og Sydamerika, Japan og flere EU-lande, blandt andet Storbritannien og Frankrig. Bavarian Nordic tager fortsat ansvaret for afsætningen i Norden, Baltikum og de tysktalende EU-lande samt Kina, Mellemøsten og Sydøstasien. Desuden fortsætter Bavarian med at tage sig af de indgåede kontrakter med amerikanske sundhedsmyndigheder om deres smittebeskyttelsesprogram inden for rammerne af terrorbekæmpelsen.
Nogle dage senere fik Bavarian et patent godkendt af de amerikanske myndigheder som gjaldt virksomhedens teknik MVA-BN til brug for vaccine mod blandt andet kopper og HIV. Patentet anses af virksomheden for at være afgørende i konkurrencen om amerikanske myndigheders kommende indkøb af store mængder koppevaccine.
Derefter gav den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA en såkaldt fast track-godkendelse til Imvamune. Fast track-statusen indebærer højere prioritet og forenklet sagsbehandling, og gives til lægemiddelkandidater, som retter sig mod specielt alvorlige sygdomme.
Bavarian Nordic, som blev grundlagt i 1994 og har omkring 100 ansatte, har været noteret på Børsen i København siden 1998. Som følge af de positive nyheder er kursen øget med omkring 20 procent den seneste måned. Siden bundkursen i september for to år siden er aktien steget med over 1.500 procent.