Investeringsselskabet Augmenta Venture Partners, der fokuserer på skånske selskaber i den tidlige kommercielle fase, investerer 600.000-800.000 svenske kroner i ProMedvi i Lund. Aktiviteterne er baseret på en opfindelse af sygegymnasten Kaj Laserow, som også står bag den smertemåler, der markedsføres af Cefar Matcher i forskerparken Ideon i Lund.
Kaj Laserow har udviklet en vibrerende plade, som i kombination med balancetræning giver gode resultater på balancesystemet. Flere detaljer vil selskabet ikke røbe under den igangværende patenteringsproces i Europa og USA. Til at begynde med skal pladen markedsføres til genoptræning, sygepleje og idræt.
Bestyrelsesformand Mats Cremon fra Augmenta Venture Partners regner med et stort marked for produktet, for eksempel blandt sygegymnaster.
— Der er masser af publiceret videnskabelig forskning, der påviser betydningen af balancetræning, og at vibrationer har positiv effekt på balanceevnen. På Universitetssygehuset i Lund forsker man netop nu i en kombination af de to, siger Mats Cremon.
Augmenta Venture Partners ejer 70 procent og Kaj Laserow 20 procent.