Biotekvirksomheden Protistas fermentationsanlæg skulle have stået færdig i efteråret 2002, men er blevet ramt af forsinkelser. Nu har selskabet været nødt til at få tilført 15 ekstra millioner fra de største ejere Industrifonden, Migrata UK Ltd og Volito Innovation, for at anlægget i Bjuv i det nordvestlige Skåne skal blive færdigt.
Årsagen er nye europæiske sikkerhedsregler, som har gjort det nødvendigt at udvikle og supplere det udstyr, der skal anvendes til fermentering af mikroorganismer og fremstilling af finkemikalier.
Protista Fermentations adm. dir. Hans Jungvid håber nu, at produktionen kan komme i gang i fuld målestok til september. I øjeblikket er man ved at rekruttere tre nye medarbejdere, en udvidelse af personalet til tolv ansatte.
Protista Fermentation AB er en af tre enheder under ejerselskabet Protista International. De øvrige to arbejder med henholdsvis fremstilling af ingredienser til levnedsmiddelfirmaer og udvikling af geler til bioseparation – rendyrkning af biologiske partikler som celler, plasmider og virus.