Den unge danske iværksættervirksomhed, TraceWorks ApS på Frederiksberg, planlægger en kapitaludvidelse i år på 15 til 20 millioner danske kroner om end ingen konkrete investorer er på banen endnu.
Planen om kapitaludvidelse kommer blot to år efter virksomhedens start i 2002, hvor Teknologisk Innovation var med til at skyde samlet godt én million kroner i virksomheden, som laver effektmåling af onlinereklamer. I dag er der syv ansatte, og TraceWorks ApS søger i øjeblikket efter 3-4 hardcore udviklere, strategiske partnere blandt andet indenfor teknologi samt en række sælgere.
Én af årsagerne til væksten er at firmaet har fået store, børsnoterede amerikanske kunder. Lane Bryant med 700 filialer, der sælger dametøj både on- og offline, og ejendomsmægleren Toll Brothers, er blandt syv amerikanske kunder, som TraceWorks har fået de seneste to måneder.
— Baggrunden for vores vækstplaner og kapitaludvidelse er nu, at vi har flere spændende kunder undervejs, men dem kan jeg ikke løfte sløret for endnu, fortæller medstifter og direktør for TraceWorks, Anders Lau Nielsen.
Han tror blandt andet på mulighederne i sit marked fordi han hæfter sig ved en række store, amerikanske opkøb af lignende selskaber. Men for at gøre sig interessant til et sådant opkøb kræver det en væsentlig større volumen og kundeportefølje end firmaet har i dag selv om TraceWorks nu er repræsenteret i 10 lande, og blandt andet leder efter partnere i Sverige.
TraceWorks tilbyder annoncekunder at holde styr på udgifterne til netreklamer, og vil tillige være partnere med medier, som vil dokumentere effekten af en kampagne hos dem. TraceWorks driver sit system som en ASP-løsning. Kunderne får et overblik over resultaterne af bannere, søgemaskineoptimering, betalte søgeord og andre former for onlinemarkedsføring.