Symbionselskabet Cartificial A/S, der i samarbejde med forskere på Risø har udviklet en prototype kunstig brusk har sikret sig den nødvendige kapital til at videreføre udviklingsaktiviteterne.
Dermed er en decideret produktion af kunstig brusk til gigtplagede i Medicon Valley kommet et skridt nærmere en realisering.
Adm. dir. i Cartificial Bo Rosenkilde-Gram oplyser, at selskabet allerede har sikret sig hovedparten af de mellem 35 og 50 millioner danske kroner, der i det kommende år skal benyttes til at afvikle en række toksikologiske tests, der afklarer om den nye plastikprototype, der er baseret på nye polymermaterialer, er giftigt for mennesker. Dertil kommer at kliniske afprøvninger i mennesker skal påbegyndes.
— Vi har søgt om ny kapital i det eksisterende investorsyndikat. De har alle sagt ja, hvilket betyder at hovedparten af finansieringen nu er på plads. Derudover forhandler vi i øjeblikket med tre nye eksterne investorer, der alle har vist positiv interesse. Navnene på dem ønsker vi ikke at løfte sløret for endnu. Det eneste jeg kan sige er, at det vil blive afklaret inden april. Men mulighederne for vi når det maksimale beløb, altså 50 mio. kr, ser gode ud, siger Bo Rosenkilde-Gram.
De foreløbige positive tilkendegivelser fra Cartificials investorsyndikat tilskriver Bo Rosenkilde-Gram især den relativt korte time-to-market horisont selskabet arbejder med. Allerede inden for en periode på to til tre år, regner Cartificial med at kunne bringe et konkret produkt på markedet, hvilket er kort tid sammenlignet med andre i biotekindustrien.
På nuværende tidspunkt har Cartificial modtaget i alt 15 mio. fra en ekstern investorkreds der tæller Dansk Innovationsinvestering P/S, Innfond P/S og Vækstfonden. Målet er, at selskabets opfindelse skal finde anvendelse hos gigtplagede, f.eks. hos de mere end 800.000 mennesker der hvert år bliver opereret i hofteleddet, efter en gigtsygdom har nedslidt brusken mellem lårknogle og hofteskål.
(Nyheden er leveret af Biotech Denmark med eneret for Rapidus.)