Kort sagt: 2003 er allerede reserveret af pessimisterne. Et nyt svagt år skal det være. Så her i starten markerer Rapidus fem standpunkter – fire ønsker og ét løfte – som alle vil kunne medvirke til at sætte lidt fut i Øresundsregionens erhvervsliv. Møder og kommunikation mellem erhvervslivets aktører og korrekt fokuserede debatter kan udvikle et bedre erhvervsklima.
Af Jan Wifstrand og Thomas Frostberg
Den der ikke har viden og kontakter, kan heller ikke gøre forretninger. Det er en selvfølgelighed som Rapidus aldrig forsømmer at repetere. Så her forud for endnu et dystert år for erhvervslivet, hvis man skal tro de selvudnævnte kloge hoveder, vil vi gerne bidrage med fem tanker og standpunkter som kan stimulere både erhvervslivet og det generelle gåpåmod i regionen.
1) Intet, tror vi, ville kunne bidrage mere til nye initiativer i erhvervslivet end en Sportsbro 2003. Men det skal blive til noget. Vores idé er altså at Malmö FF, Landskrona Bois og de økonomisk hårdt sårede Helsingborgs IF bums ansøger om at få lov til at spille i Danmark i SAS-Ligaen fra og med 2004 i stedet for i Allsvenskan.
Håndbolden bør følge med: IFK Ystad samt H43 og Lugi fra Lund får også mere publikum, kortere og billigere rejser og en position på et nyt spillermarked hvis TDC-Ligaen indbyder dem til at deltage som helt ligestillede hold i stedet for i Elitserien. Og de danske hold får måske fornøjelsen af at tæve skåningerne i de store boldsportsgrene…
Sikke nogle kampe hvis FC København (nu med svensk træner) mødte Malmö FF i Parken! Men det er ikke publikumstallene der er pointen. Det er sponsorerne som får helt nye mødesteder og muligheder for at lære hinanden at kende på bedst mulig måde.
Om nogle år kan tiden være moden til at gøre det samme på kvindesiden.
Business, but not as usual!
Er det Rapidus’ spøg? Det tror du fordi du ved at snævertsynede nationale interesser vil torpedere en idé af denne art. Men den er yderst seriøs og gennemførlig, trods alle eventuelle vedtægtsmæssige forhindringer. Sydsvenske og sjællandske reservehold i fodbold har allerede i tre år været integreret på tværs af Sundet, men nu trækker de danske hold sig desværre ud af dette samarbejde.
Nu er det på tide at tage skridtet fuldt ud, for alvor.
2) Afslut debatten om bropriserne! Der er betydeligt vigtigere spørgsmål at bruge tid på.
Ja, det mener vi også alvorligt, vi der har ført denne diskussion benhårdt i løbet af hele 2002. I år lover vi, ikke en eneste gang at argumentere for prissænkninger i Rapidus’ lynanalyser.
Baggrunden er et interview med Sveriges nye Øresundsminister Berit Andnor i Dagens Industri i onsdags. Her affærdiger hun tidligere udtalelser fra både sin chef Göran Persson og forgængeren Leif Pagrotsky om at brotaksterne er for høje. Forudsætningen for debatten er væk når ejerne på begge sider er enige om det nuværende prisniveau.
Desuden lader brokonsortiet udvalgte kunder teste alternative prisniveauer i år. Det skulle kunne give helt andre modeller fra næste år hvis forsøget viser at lavere priser til og med kan give højere samlede indtægter.
3) Udnævn en Øresundsombudsmand mod barrierer.
Berit Andnor udpegede i denne uge Poul Schlüter til barriereombudsmand under det svenske formandskab i Nordisk Ministerråd.
Måske kræves der en dansk politiker der arbejder for en svensker for at opnå politisk enighed i barrierespørgsmålene. I dag præges forhandlingerne for ofte af misforståelser og prestige, hvilket i høj grad bunder i uvidenhed og forskellige opfattelser om åbenheden i forhandlingsspørgsmål.
Men Schlüters opgave gælder hele Norden og kun under det svenske formandskab. Øresundsregionen behøver en permanent ombudsmand for medborgere og firmaer der havner i bureaukratiets morads når de vil operere regionalt.
4) Skab en ægte regional venturekapitalfond.
Der går stadig et jerntæppe gennem Øresund når det gælder venturekapital. Der foretages næsten ingen investeringer på tværs – fordi der mangler viden om erhvervslivet på den anden side.
Med en fælles fond tvinges aktørerne til at skabe nye kontakter. Samarbejde i enkelte investeringer tager for lang tid hvis man samtidig skal lære en ny partner at kende.
Vækstfonden og Industrifonden ville være naturlige initiativtagere som kan udnytte erfaringer hos eksempelvis Olicoms Boje Rinhart og Visionalis’ Mikael Karlsson der allerede har gjort forretninger sammen.
5) Medier gransker sjældent deres egen branche, og derfor skriver ingen det som mange Rapiduslæsere allerede ved: Medierne i Øresundsregionen gør et elendigt stykke arbejde når det gælder dækningen af regionen som netop en region.
Uden information, ingen integration. Så længe dækningen på tværs af Sundet ikke er en del af de ordinære aktiviteter, men håndteres af udsendte korrespondenter (som om det var Hong Kong eller Washington), skaber medierne lige så store barrierer som alverdens broafgifter og skatteregler.
Nogle Øresundsinitiativer er der dog, men de lever af EU-støtte og andre offentlige midler. Et godt gæt er at de dør i samme øjeblik bidragene forsvinder.
PS. Gæt om trafikken på Øresundsbroen ville øge hvis vores Sportsbro blev gennemført.