Kort sagt: Efter sidste uges rapport fra IT Øresund ved vi at Øresundsregionen klarer sig godt i konkurrencen med eksempelvis Stockholm på IT-området. Men en stor del af IT-branchen i regionen består af handel og er ikke udpræget high tech. Udfordringen for IT Øresund og andre består nu i at vise på hvilke områder Øresund har spidskompetence inden for IT.
Af Thomas Frostberg
Næsten 100.000 ansatte i IT-branchen i Øresundsregionen er et imponerende tal. Det giver grundlag for påstande om regionens stærke stilling på IT-området, noget som mange har tvivlet på. Forud for Comdex-messen i Göteborg i starten af året havde messeledelsen for eksempel ikke identificeret Øresund som et tilstrækkeligt interessant IT-område at bearbejde.
Kendskabet til hvad der sker på IT-fronten i innovationsmiljøer og forskerparker er dårlig, både i og uden for regionen. Det samme gælder IT-forskningen.
Den nye rapport giver en del svar, men er egentlig kun første skridt i et meget mere vidtstrakt arbejde som IT Øresund nu har sat i gang og som i lige så høj grad vedrører regionens forskellige markedsføringsorganer.
At have et omfattende IT-erhverv er egentlig et indlysende grundlag for et område der ønsker at markedsføre sig som et IT-centrum. Det er nærmest en del af infrastrukturen som udenlandske virksomheder og investorer forventer er til stede når de kigger på eventuelle etableringer eller investeringer.
Det virkelig interessante spørgsmål, som stadig er ubesvaret, er om Øresund har nogle spydspidser inden for IT-branchen. I hvilke discipliner slår vi de andre IT-områder i nærheden?
Trådløst eller wireless er en oplagt kandidat. Her er forsknings- og udviklingsafdelinger for både Ericsson og Nokia, her blev Bluetooth opfundet, her er servicevirksomheder som Realtime i København med globale kunder og nicheorienterede investorer som Olicom.
Bioinformatik er et andet hurtigt voksende område i grænselandet mellem IT og biotek/lægemiddeludvikling. Potentialet er meget stort, ikke mindst hvis kunderne – biotekselskaberne – ikke er ramt af IT-krisen og stadig kan betale. Branchen er stadig umoden, selv om der sker interessante ting hos for eksempel Prevas Bioinformatics i København og hos BioBridge Computing i Lund.
Problemet er at hverken wireless eller bioinformatik gør Øresundsregionen til noget særligt, ikke engang i Skandinavien. Stockholm og Uppsala udgør en hård konkurrence, selv om telekomsektoren i Stockholm er mere orienteret mod systemsiden, mens udviklingen på Sjælland og i Sydsverige i højere grad handler om terminalsiden, mobiltelefoner og andre produkter som digitale penne.
Øresund har brug for at fremhæve endnu et eller to spidsområder som kan give regionen en unik profil. De er ikke lette at udpege, og her ligger den første store udfordring for IT Øresund som nu har fået sin organisation med adm. dir. Peter Höjerback og to projektledere på plads. Svaret er vigtigt, ikke bare ud fra et markedsføringsmæssigt synspunkt, men også for at højere læreanstalter og universiteter i regionen bedre skal kunne prioritere deres forskningsressourcer.
Arbejdet er i gang. Måske får vi et første vink allerede i næste uge, hvor IT Øresund præsenterer en rapport som efter sigende vil vise at Øresund også klarer sig godt på patentområdet.