Opsis AB nord for Lund ser en mulighed for stærkt øget salg i EU-området takket være nye EU-direktiver inden for et år. Direktiverne betyder at større byer skal have tjek på kviksølvudslippet i luften. Udslippene kommer blandt andet fra krematorier, affaldsforbrænding og kulfyrede kraftværker.
Opsis har udviklet et instrument som måler kviksølv i luften. Instrumentet koster cirka 200.000 svenske kroner. Teknikken bygger på at forskellige gasarter i luften absorberer forskellige dele af lysets spektrum.
Virksomheden har eksisteret siden 1985 og ejer fire patenter. De to forskere og grundlæggere, Svante Wallin og Leif Unéus, er stadig hovedejere i virksomheden. Øvrige ejere er Malmöhus Invest og Skandia.
Opsis er i dag verdensledende inden for deres niche, måling af gasser, og omsætter for godt 100 millioner svenske kroner. 90 procent af produktionen går til eksport. Virksomheden har datterselskaber i Tyskland og USA. Antallet af medarbejdere er 50 personer. Overskuddet er på fem år vokset fra to til seks millioner.