En hestekur venter de danske aviser, skrev Rapidus i en analyse fra oktober sidste år.
I sidste uge offentliggjorde Berlingske Tidende en nedskæringsplan, hvor over 100 medarbejdere skal væk.
Og snart venter en anden hestekur, når gratisavisen Metro etablerer sin tyvende udgave og skærper krigen om annoncekronerne væsentligt.
I relativt uinformerede artikler i Børsen, Berlingeren og Politiken har der været nævnt oplysninger og rygter om en forestående Metrolancering i København. Historien viser, at når sådanne oplysninger kommer i omløb om Metro, så er sagen allerede kommet langt. Rapidus vurderer, at det er et spørgsmål om dage, før Metro – ligesom ved Everydays lynaktion i Stockholm – findes på Københavns gader.
Hvordan det er muligt? Jo, Metro Internationals vicedirektør Jens Torpe kender markedet i København som sin egen bukselomme. Han har sandsynligvis forberedt projektet længe, uden at noget behøver at være sluppet ud. Hele Metros organisation har i øvrigt trænet meget i at forhindre lækager.
Men lidt er der sluppet ud, blandt andet oplysningen om, at Jyllands-Postens tidligere marketingchef Svenn Dam er involveret. Og ifølge Rapidus kilder har adm. dir. Søren Hyldgaard og endvidere Kenneth Skovgaard Madsen i al hast, uden at oplyse hvorfor, forladt deres stillinger hos Bonnier Web Publications, åbenbart for at indgå i Metros danske ledelse.
Nu hører Hyldgaard ikke til blandt branchens stjerner og vækker nok ikke den store rædsel hos konkurrenterne, men efter en formidabel fiasko med netprojekter hos Bonniers er revanchetørsten måske så stærk, at det i sig selv er nok.
Får Metros entré i København nogle konsekvenser?
Ja, absolut.
Det skaber turbulens på annoncemarkedet, og nok mere her end for eksempel i Sverige. København har dækningsmæssigt set svage betalte dagblade. Det betyder, at det bliver lettere for Metro at hugge annoncekroner fra Berlingeren eller Politiken end f.eks. fra Dagens Nyheter i Stockholm eller Göteborgs-Posten i Göteborg. Men det er en proces, som tager tid. Traditionen med gratisaviser er ganske vist allerede stærk her, men ingen af dem har større rækkevidde på hverdage i København.
En anden konsekvens er, at der for første gang kan skabes en ordentlig fungerende Øresundspakke. Prisstrategi og oplæg kan besluttes og ændres på en nat mellem Metro Malmö og Metro i København, mens de annoncepakker, der allerede findes, er resultatet af drøje forhandlinger mellem selvstændige parter til uattraktive priser for annoncørerne.
Direktørerne Malling på Berlingske, Lund på B.T. og Munch på Politiken har allerede blæst til modangreb, men de er sandsynligvis dårligt forberedte, når det går løs. Problemet for Metro er snarere, at man som udefra kommende helt generelt bliver opfattet negativt, sådan som det normalt er, ikke mindst her i Danmark. Men hvis Metro har en tung, indenlandsk samarbejdspartner, reduceres det problem væsentligt.
