Malmøvirksomheden Chainformation har fået sine første kommercielle bestillinger på softwaren Chain-Brain til informationshåndtering i franchisekæder.
Den ene ordre kommer fra en indtil videre hemmelig, nystiftet svensk franchisekæde, som agter at opbygge sin franchisemodel med Chain-Brain som grundlag. Bag projektet står flere personer med lang erfaring fra drift af franchisekæder og med masser af kapital til en europæisk satsning, fortæller Anders Hall fra Chainformation.
— Hvis deres ekspansionsplaner holder, bliver det her en meget behagelig kunde og en god reference, siger han.
Chainformation tager betaling for grundinstallationen og derefter per bruger og måned.
Den anden kunde er møbelkæden Norrgavel med butikker i Malmø, Gøteborg, Stockholm og Lammhult samt planer om ekspansion til Linköping og Uppsala.
Chainformation er et af firmaerne i Malmøkuvøsen Virtual Business House, der også har købt Chain-Brain som intranetløsning mellem ejerne og iværksætterfirmaerne i kuvøsen.