Af Jan Wifstrand
I tirsdags blev også Danmark indhentet af den nærmest godtroende mediekampagne for den svenske Telia-aktie.
I ugevis har den svenske erhvervsminister Rosengren fået lov at fremture mere eller mindre uimodsagt med propaganda for denne mastodont, som i årevis har behandlet kunderne arrogant og levet alt for længe på gamle meritter fra monopolets dage.
Folkeaktien er nu blevet lanceret med succes på den svenske side. Medierne har slugt den med hud og hår. Vi kan kun håbe, at den velkendte danske skepsis mod storhedsvanvid her vil springe ud i fuldt flor.
Det er et gumpetungt rationaliseringsobjekt, der sælges ud af. Svenske skatteydere skal betale for noget, man allerede ejer, og øjensynligt skal nu også danskere lokkes til at satse penge i et fra dansk og europæisk perspektiv forsinket udsalg.
Men Rapidus er ikke det forum, der i detaljer skal forklare, hvorfor Telia-aktien er noget af det mindst interessante, der længe er sket – selv om det er nødvendigt at nogen siger tingene ligeud.
I stedet mener vi, at det er vigtigere at påpege, at det der virkelig kunne blive folkeligt i vores region, ville være at give offentligheden på Sjælland og i Skåne gode muligheder for at investere i de mest interessante selskaber, som i dag – længe inden de optræder på fungerende børser – kun lader til at være tilgængelige for indviede porteføljeforvaltere, statslige fonde og risikovillige investorer med ekstremt tykke tegnebøger og de rigtige kontakter.
Argumentet mod denne type investeringer for såkaldte småinvestorer i unoterede, nyere selskaber plejer at være, at det er alt for risikabelt, at det ene og det andet kan gå helt galt i selskaber under opbygning, og så videre.
Det er en forældet argumentation. Hver enkelt person må foretage den risikovurdering, som han/hun er moden til.
Det er nu – midt i hele den Nasdaq-styrede markedspsykose – at det er på tide at stifte OØF, hvis man vil tillade forkortelsen. Den Offentlige ØresundsFond ville være et passende navn på det, som regionale institutter burde oprette snarest, så det ikke kun er Medicon Valley Capital og andre storspillere, der får lov til at tage del i regionens hotteste aktiv, de nye vækstvirksomheder.
Det vil sige, hvis det bare ikke havde været fordi. Der er selvfølgelig en anstødssten, som sædvanlig, og det er den lovgivning, der vanskeliggør en grænseoverskridende og mere risikovillig placeringsfilosofi.
Hvis vi nu tager udgangspunkt i den svenske side – hvilket vi gør i dette tilfælde, fordi aktieinvestering som begreb stadig er meget mere udbredt her end i Danmark – så skal man her have Finansinspektionens tilladelse til denne type aktiviteter. Og det er det nok ikke muligt for en ren venturecapital-virksomhed at få, ifølge hvad Rapidus erfarer. Men der findes i Sverige en række godkendte såkaldte nationale fonde, som har lov at placere en væsentlig andel af deres kapital i unoterede selskaber, så det er ikke nogen afgørende forhindring.
Næste problem er måske værre. En fond af denne type, indregistreret i Sverige, må ikke markedsføre sig i et andet land, for eksempel Danmark. I så tilfælde kræves der tilladelse til aktiviteterne her også, fra Finanstilsynet. Det kan være svært at få. Finansinspektør Jens Anton Vestergaard hos Finanstilsynet i København bekræfter dog over for Rapidus, at der indtil videre ikke er nogen fra Sverige, som har forsøgt at opnå en sådan tilladelse.
En ansøgning ville skulle behandles, sikkert kritisk og efter hårde kriterier, men efter en del besvær burde en kreativ aktør kunne trænge igennem bureaukratiet.
Hvilken bank eller hvilket institut kommer først med den Offentlige ØresundsFond? Kapløbet kan begynde.
