IT-firmaet AddPro i Malmö, hvor det danske ventureselskab Polaris Private Equity er hovedejer, har skaffet sin hidtil største ordre siden starten i år 2000.
AddPro beskæftiger sig primært med drift, vedligeholdelse og sikkerhed omkring IT-systemer. På kundelisten finder man det tidligere børsnoterede Nederman og Lundfirmaet Consafe Logistics, men også en række kommuner og statslige institutioner.
Adm. dir. Nicklas Persson er meget fåmælt omkring den nye kunde, men siger, at AddPro har fået 20 millioner-aftalen i Sverige.
Så sent som i starten af året havde AddPro 160 ansatte på deres afdelinger i Malmö, Helsingborg, Göteborg, Stockholm, Kalmar og Örebro. I dag er man godt 180 personer, blandt andet efter opkøbet af IT-sikkerhedsfirmaet Defensor fra Malmö i februar. For nylig åbnede virksomheden endvidere en afdeling i Kristianstad med to faste medarbejdere.
— Tidligere har vi mest fokuseret på det vestlige Skåne, men der findes også mange kunder i den nordøstlige del af amtet, og det samme gælder Blekinge og det sydlige Småland, siger Nicklas Persson.
Fra overvejende at have fungeret som konsulentfirma har AddPro gennem årene opbygget stadig mere infrastruktur på egen hånd og er begyndt at udleje IT-tjenester til kunderne. I Malmö åbnede virksomheden for nylig sin anden serverhal, efter at den første, som åbnede i 2004, var fyldt op.
Nicklas Persson regner med, at AddPros omsætning i år ender på mindst 310 millioner SEK mod 285 året før. Her blev overskuddet før skat på knap 20 millioner SEK. Foruden Polaris Private Equity, som ejer 65 procent af AddPro, ejer Nicklas Persson og de øvrige tre grundlæggere 28 procent af firmaet.
Af Erik Olausson