Reklame- og kommunikationsbureauet Crowd og spiludvikleren Illusion Labs i Malmö samarbejder i et projekt med multipelt trykfølsomme skærme i kæmpeformat.
To af Illusion Labs iPhone-spil er blevet programmeret om, så de fungerer på den godt en meter store multitouch-kube, som Crowd tidligere har benyttet i markedsføringskampagner. Skærmen belyses inde fra kuben med en projektor, mens et varmefølsomt kamera registrerer, hvordan fingrene berører den. Hardwaren leveres af Touchtech, med kontor i Klippan i det nordlige Skåne.
Indtil videre handler det mest om demoanlæg, men Crowds adm. dir. Daniel Melkersson oplyser, at selskabet fører drøftelser med en kunde i Malmö om at opsætte en spilleskærm i et udstillingsvindue. Og for Illusion Labs vedkommende handler det om at være på forkant, mener teknikchef Andreas Alptun.
— Vi forsøger at være der, hvor tingene sker. Tanken er, at vi skal være klar, når der kommer laptops og andet med multitouch-teknik, siger han.
Af Erik Olausson