Efter tre år med Vinnova-midler i ryggen begynder et forskningsprojekt på Lunds tekniska högskola at blive klar til at møde markedet. Knopskydningsfirmaet Magnetic Components i Eslöv har netop sikret sig ti millioner svenske kroner fra en hemmelig investor, med yderligere en håndfuld millioner inden for rækkevidde, til videreudvikling af forskningsprojektets formstøbte magnetelement til elektromotorer og generatorer.
Elektromagneter udgør en central del af alle apparater, hvor strøm skal forvandles til bevægelse eller omvendt, men plejer normalt at være fremstillet af tynde, bundtede plader omviklet med spoler af kobbertråd. I Lundforskernes model anvendes i stedet en cocktail af metalpulver og bindemiddel, som støbes under kraftig rotation, så metalpulveret bliver presset sammen. Dermed forbedres evnen til at lede magnetfeltet, samtidig med at magneten kan skræddersyes til hver enkelt applikation.
— Materialet er unikt. Det er velegnet til at bortlede spildvarme og har en høj virkningsgrad. Til forskel fra traditionelle spoler i transformatorer, som står og summer, fungerer vores spoler lydløst. Desuden kan du indstøbe printkort og andre komponenter direkte i magneten, siger Tord Cedell, adjungeret professor ved LTH, som også arbejder på deltid hos Magnetic Components, eller MagComp.
Mens MagComp får ti millioner svenske kroner umiddelbart, er den resterende finansiering på yderligere 5-10 millioner kroner afhængig af forskellige udviklingstrin. Selskabet ejes af en håndfuld privatpersoner, hvoraf halvdelen har tilknytning til LTH, samt for en mindre dels vedkommende af Hans Jönsson Mekaniska Verkstad i Eslöv.
MagComps magneter egner sig bedst til store og mellemstore generatorer og elektromotorer med hurtig rotationshastighed i eksempelvis hybridbiler og ventilationssystemer.
Af Erik Olausson