Danmarks store LINX-projekt med et budget på 78 mio. DKK til at skabe dansk virksomheds- og forskningssamarbejde med ESS og MAX IV i Lund vil nu ekspandere mere ud over den danske grænse, så også eksempelvis flere svenske og tyske virksomheder kan blive medlemmer.
-Teknologi kender ingen grænser, fastslår CEO Jimmy Binderup Andersen.
-Vi har netop vedtaget en strategi 2.0 om, at vi vil ekspandere og fremtidssikre efter 2020, hvor vores projekt ellers udløber – inden ESS er klar omkring 2023. Her er også udenlandske firmaer interessante at få med i LINX, siger Jimmy Binderup Andersen.
Foreløbig er det svenske forskningsinstitut RISE samt svenske Tetra Pak gået med i LINX. Fra Tyskland er forskningsinstitutterne GEMS samt DESY nu med i LINX, der er finansieret med 50 mio. DKK fra den danske Innovationsfonden samt indtægter fra forskningsprojekter. Jimmy Binderup Andersen mener ikke, at udenlandske firmaer og institutter som medlemmer rykker ved den oprindelige dagsorden om at bygge bro fra danske virksomheder og institutter til ESS og MAX IV.
– Vi har talt med Innovationsfonden om at ekspandere ud over Danmarks grænser. Meldingen er, at så længe det kan skabe vækst, arbejdspladser og måske firmalokaliseringer i Danmark også, så er det i orden, forklarer Jimmy Binderup Andersen.
– Vi har også set på at få EU-funding for flere har sagt, at de gerne ser LINX brede sig ud over grænserne. Det er vores første svenske og tyske medlemmer begyndelsen på.
For et år siden lovende Jimmy Binderup Andersen i Rapidus at vokse med 10 medlemmer på ét år. Faktisk er der nu 12 mere, så LINX nu har 27 medlemmer – blandt dem fem universiteter i Danmark samt Carlsberg, Grundfos og Novozymes. Nu siger Jimmy Binderup Andersen, at 40 medlemmer inden udgangen af 2019 ikke er urealistisk og målet er 100 inden første periode for LINX udløber ved udgangen af 2020. Bl.a. arbejder LINX på at få ingrediensfirmaer til fødevareindustrien med.
-LINX kan allerede skabe en ret stor impact for ESS og MAX IV. Vi har lige beregnet i en rapport, som vi overvejer at publicere, at alene med de nuværende medlemmer repræsenterer vi 200.000 arbejdspladser og en omsætning over 350 milliarder DKK, påpeger Jimmy Binderup Andersen.
Af Keld Broksø