Private investorer, Nordisk Ministerråd m.fl. får den kommende tid ansøgninger til funding på omkring 4,5 mio. DKK over de næste tre år af et styrket og nyt nordisk samarbejde – også på tværs af Øresund – for start ups indenfor fintech. Det eksplosivt voksende vækstmiljø i inkubatorhuset Copenhagen Fintech er primus motor i de nye million-ansøgninger.
Copenhagen Fintech har lige nu 50 virksomheder og 170 mennesker tilknyttet i lokalerne på Christianshavn i København, hvor der er totalt udsolgt og venteliste – og derfor udvider Copenhagen Fintech netop disse uger med 1.000 kvadratmeter ekstra på Langelinie på Københavns havnefront. Ikke desto mindre er begrænsningerne på det danske marked baggrund for de nye million-ansøgninger.
– Det går godt på det danske fintech-marked, men markedet er meget lille og vi kan gøre meget mere, hvis vi får bedre adgang til de nordiske markeder også, fastslår Simon Schou, CIO for Copenhagen Fintech.
Han var i november 2017 medstifter af det nye, nordiske samarbejde, som skal skabe matchmaking og branding af nordisk fintech bl.a. i samarbejde med foreningen Øresund Fintech i Helsingborg for også at skabe en akse over Øresund for ny teknologi i digitale bankforretninger og betalinger, som allerede i dag gør Norden til nogle af de mest kontantløse samfund i verden.
Alle de nordiske lande har nu egne fintech hubs, og i Danmark undersøger man nu mulighederne for også at udvide Copenhagen Fintech med et voksende start up-miljø i Jyllands hovedstad Aarhus. Blandt planerne i det udvidede, nordiske fintech-samarbejde er fælles delegationsbesøg i udlandet til andre fintech-hubs, fælles events og konferencer – samt øget evne til at tiltrække talent og investorer til den nordiske region.
Af Keld Broksø