söndag 24 november 2024

inloggad som

PostNord har mistet tilliden – og må nedlægges hvis tilliden ikke genvindes

Kort sagt: I dag i Stockholm er der generalforsamling i PostNord. Interessen handler næppe om en godkendelse af bestyrelsen på 8 medlemmer. Spørgsmålet i offentligheden er, hvad vi stiller op med PostNord? Hvis PostNord ikke kan genvinde tilliden må PostNord nedlægges.

Af Keld Broksø, københavnsredaktør Rapidus.

En helt uvidenskabelig undersøgelse fra denne skribent blandt venner og samarbejdspartnere viser, at INGEN længere har tillid til PostNord. Min påstand er, at samme resultat vil komme ved en større imageundersøgelse af PostNord. Svenskere og danskere tror ikke mere på, at brevene når frem i tide. Man tror heller ikke på, at ejerne, den danske og svenske stat, kommer gennem det aktuelle, økonomiske drama uden at skatteyderne skal betale milliardtabet på den disruption, som digital kommunikation har skabt for postvæsenet.

I Sverige er antallet af breve halveret siden 2.000, mens pakkepost er i fremgang. I 2.000 sendte svenskerne 1,77 milliarder A-breve i Sverige. I 2.016 var det 768 millioner – et fald på 57 procent. Lignende tal kan Danmark vise. Og reaktionen: Mindre efterspørgsel betød hævede posttakster. Og lige så ulogiske, voldsomme lønstigninger til PostNords øverste ledelse. Resultat: Ingen tillid til PostNord.

Det vil næppe overraske i dag på PostNords generalforsamling i Stockholm, hvis Jens Moberg genvælges som bestyrelsesformand, som den danske stat har indstillet. Det er derimod overraskende, hvis han kan genvinde tilliden. PostNord har bedt ejerne, den danske og svenske stat, om 2,3 mia. DKK. i hjælp (knap 3 mia. SEK). Hvorfor skal PostNord have dem?

Var det en privat virksomhed ville staterne sige ”sorry – jeres problem!” Men nu taler vi om en statslig mastodont, som ingen sikrede i tide under den digitale udvikling. PostNord har sagt, at de nye milliarder skal ”omstille virksomheden.”: Der skal fyres folk i tusindvis. Og pengene skal gøre PostNord rentabel igen via udbygning af pakkeforretningen med forsendelser. I redningsplanen satser PostNord på gigantlagre for firmaer. På PostNords lager i Helsingborg er eksempelvis allerede ca. 840.000 par sko fra netbutikken Footway, som har outsourcet driften af sit lager til PostNord. Hvad så med brevene? Jo, de skal ud i forbindelse med pakkerne. Man er altså heldig, hvis der er almindelig post en gang om ugen som varslet.

Det er ikke blot et spørgsmål om staterne tror på redningsplanen. Det er også et spørgsmål om de vil gå med til den. Kan private firmaer ikke lige så godt sende pakker ud om statsejede PostNord? Fakta er, at det gør private fragtfirmaer allerede. Der er med andre ord nu tale om ulige statslig konkurrence fra PostNord mod private pakkefirmaer.

I Danmark var PostNord-krisen i marts tæt på at koste transportminister Ole Birk Olesen ministerposten – fordi han blev mistænkt for at orientere for sent om krisen. Han klarede frisag, men krisen består. Og Ole Birk Olesen er ikke tilhænger af statsstøtte i al evighed. Derfor er det store – offentlige – spørgsmål ved PostNords generalforsamling i dag i virkeligheden, om man skal afvikle PostNord? De to regeringer har allerede bestilt undersøgelser for at beslutte PostNords fremtid, men det synes bureaukratisk, når en afvikling synes mest logisk. Eventuelt med en overtagelse af private investorer. Vi er alligevel vænnede til at hente pakker i bokse ved bl.a. indkøbscentre. Det samme kan gælde for post.

Men nogle kommer i klemme. Sverige har større afstande end i Danmark. Syge og handicappede kan få problemer med at få pakker og post. Præcis her har staterne en berettigelse som garanter for, at også de svage får post. Os, der kan gå ned til en postboks – eller betale for pakkeforsendelser til gadedøren, skal nok klare os. Hvis PostNord ikke genvinder tilliden må de nedlægges – og staten må sikre, at alle får post og pakker alligevel.

Kort sagt: I dag i Stockholm er der generalforsamling i PostNord. Interessen handler næppe om en godkendelse af bestyrelsen på […]


För att läsa resten av artikeln behöver du
vara prenumerant och inloggad