Virksomhedsgruppen omkring IT-selskabet Jayway i Malmö mister en af sine nøglepersoner. Per Sigurdson, adm. dir. for Testway og chef for Way Solutions, flytter til Peking for at udvikle IT-systemer til bank- og finansmarkedet sammen med et kinesisk selskab.
Det er et nystartet svensk bank- og finansselskab, som har givet Per Sigurdson til opgave at udvikle nye IT-systemer til det nordiske marked.
— At udviklingen sker i Kina skyldes først og fremmest, at der er nem adgang til arbejdskraft med den rigtige kompetence der, men også at det kinesiske firma har gode erfaringer med denne type projekter, siger Per Sigurdson.
Men Per Sigurdsons nye placering betyder ikke, at han forlader Way-gruppen helt. På sigt er det tanken, at produkterne til bank- og finansverdenen skal udgøre grundlaget for et nyt selskab koblet til virksomhedsgruppen, oplyser han.
Testway, der beskæftiger sig med test og kvalitetssikring af software, har i dag 10 ansatte. Petter Skerfving, som tidligere har været projektleder i søsterfirmaet Leadway, bliver ny direktør fra 1. september. Aktiviteterne i Way Solutions, der skræddersyr totalløsninger til store IT-projekter, overtages af de andre selskaber i Way-gruppen.
Virksomhederne i Way Group, med javaudvikleren Jayway som største selskab, beskæftiger i dag omkring 140 personer. Omsætningen var i 2006 på cirka 90 millioner SEK med en overskudsmarginal på 10 procent.
Af Erik Olausson