Reaktionerne har været mange på sidste uges lynanalyse om manglen på erhvervsperspektiv i lokalpolitikken. I dag offentliggør vi en kort version af reaktionerne sammen med vores kommentarer.
Vi valgte Lunds kommune som eksempel, apropos det svenske valg på søndag, men argumentationen kunne lige så godt gælde for Aarhus, Helsingør eller København.
Af Thomas Frostberg
Ansvarshavende chefredaktør
Reaktion, type 1
Kommer primært fra virksomhedsejere, som synes, det var på tide, at nogle afslørede politikernes manglende interesse for/uvidenhed om erhvervspolitiske spørgsmål.
De mange svar viser, at mange virksomhedsejere er betydeligt mere engagerede i politiske spørgsmål, end man normalt mærker på gader og stræder. Det er udmærket! Problemet er bare, at dette engagement sjældent slår igennem i den politiske debat.
Årsagerne varierer, men ofte er der ikke tid til at engagere sig politisk ved siden af arbejdet med virksomheden. Desuden er de sædvanligvis kålhøgne direktører bange for, at et direkte politisk engagement ville kunne skade deres forretning.
Konklusionen bliver, at erhvervslivet delvist får den politiske debat, det fortjener, når hele ansvaret overlades til professionelle lobbyister i organisationer som Dansk Industri og Svenskt Näringsliv. Det bliver en kamp mellem to lejre, i stedet for en konstruktiv samtale og udveksling af erfaringer mellem politik og erhvervsliv.
Flere virksomhedsejere må engagere sig i politik, direkte eller indirekte, og lære, hvordan det politiske arbejde fungerer for at kunne sætte erhvervsspørgsmålene på dagsordenen og opnå forandringer.
Reaktion, type 2
Kommer primært fra politisk hold og går ud på, at erhvervspolitikken primært føres på nationalt plan, hvor man har magt over skatter og lovgivning. Desuden er det uretfærdigt at gå rundt mellem valgboderne og spørge fritidspolitikerne om erhvervsspørgsmål, eftersom det er noget kommunalbestyrelsen tager sig af, hævder f.eks. kommunalbestyrelsens formand i Lund. Lokalpolitik handler ikke om virksomheder, men om sundhed, skole, omsorg, mener han.
Med en sådan argumentation begår han dog to fejl, nemlig:
– Sundhed, skole og omsorg udgør ganske vist hovedparten af de kommunale udgifter, men pengene til disse aktiviteter kommer fra personer, som har arbejde og betaler skat. Og mange af disse personer arbejder i det private erhvervsliv. Det er et alvorligt problem, at fritidsarbejdende politikere ikke holder sig den sammenhæng for øje. Det kan ikke kun være et spørgsmål for kommunalbestyrelsen.
– Den del af erhvervspolitikken, som handler om skatter og lovgivning omkring virksomheder, vedtages ganske vist på landsplan, men det betyder ikke, at erhvervsspørgsmålene mangler relevans i lokalpolitikken. Tværtimod! Lad mig derfor afslutningsvist foreslå et nyt perspektiv på disse spørgsmål, et perspektiv som alle politikere uanset partifarve kan tage til sig og handle ud fra:
Den erhvervspolitiske debat ender næsten altid i spørgsmål om problemer. Skatteproblemer, lovgivnings- og cirkulæreproblemer mv. Men den anden halvdel af erhvervspolitikken glemmes: mulighederne!
Forestil dig en virksomhedsleder, som kun fokuserede på problemerne – det firma ville hurtigt være ”out of business”. Det handler om at fokusere på mulighederne – først da kan der opnås forandringer i erhvervspolitikken.
Så lad gerne landspolitikerne stå for problemerne, mens vi kan beskæftige os med mulighederne på lokalt og regionalt niveau. Kommunerne kan for eksempel via udformningen af deres offentlige licitationer skabe flere vækstmuligheder for små virksomheder. Nye mødesteder for gammelt og nyt erhvervsliv skaber garanteret nye forretningskoncepter og yderligere muligheder. Og så videre.
Hvis alle virksomhedsledere i denne region kom med hver sit forslag til en forbedring, så ville vores politikere være sikret fast arbejde i mange år fremover!
