Det lille, københavnske selskab med webløsninger til erhvervskunder, Click-A-Site A/S, vil inden årets udgang være færdig med den første svensksprogede udgave af firmaets værktøjskasse til hjemmesider.
Konceptet er, at virksomheder selv kan sammensætte en hjemmeside via Click-A-Site’s hjemmeside. Der kan man finde den software, der kan bruges til opgaverne. Det kan være at sende SMS-beskeder eller e-mails ud i forbindelse med markedsføring. En professionel løsning kan med dette koncept leveres meget billigt – ofte langt under 10.000 danske kroner.
— Selve konverteringen af sprog tager ikke mere end 14 dage, men vi vil også lancere produktet i Sverige. Vi vil senere til verdensmarkedet, men vil gerne begynde et sted, der er nemt at komme til. Det tager os kun 10 minutter at komme hen til broen herfra, siger direktør Henrik Terkildsen.
Click-A-Site ligger i det centrale København i Læderstræde parallelt med Strøget. Firmaet har haft en stabil fremgang de seneste seks år siden de to stiftere, Michael Sahl og Henrik Terkildsen, i 1999 udviklede en web-site generator, hvor brugere selv kan skabe deres egen hjemmeside. Sjette version af deres CMS-system blev frigivet i januar.
Click-A-Site har 12 ansatte – samt én i Jylland, én kørende medarbejder, samt en del freelancere. Bruttoavancen fra virksomheden var ca. 2 mio. danske kroner sidste regnskabsår.
Click-A-Site etablerer formentlig ikke kontor i Sverige, men vil styre salget der via partnere.