Det nystartede selskab ProEquo i Lund har overtaget biotekfirmaet Probis dyreprobiotika, som virksomheden afviklede for nogle år siden. ProEquos produkt med samme navn er et kosttilskud til heste og er hidtil primært blevet solgt i Sverige i begrænset omfang.
Nu skal produktet atter ud på et internationalt marked. I slutningen af februar deltager ProEquo i en svensk fællesstand på en af verdens største hestemesser, Equitana i Essen i Tyskland, for at knytte kontakter til distributionspartnere.
Selskabet har endvidere indledt drøftelser med private investorer med henblik på at få tilført nogle millioner i kapital til at finansiere de nye fremstød.
ProEquo er baseret på fermenteret havre med tilskud af bakterier, som skal skabe balance i en uligevægtig tarmflora. Mave- og tarmproblemer er hyppigt forekommende hos heste, hvilket blandt andet kan føre til, at konkurrenceheste klarer sig dårligere. Desuden skal virksomheden arbejde med produkter til andre dyr, såsom hunde og katte.
ProEquo har intet personale endnu, men vil eventuelt ansætte en marketingmedarbejder. Eksternt personale arbejder med indkøring af et nyt produktionsanlæg i Lund.