Biotekselskabet Combios forskningschef Bo Skaaning Jensen træder til som midlertidig site manager, når den tidligere adm. dir. Martin Bonde i dag overtager direktørposten i Symbionselskabet NatImmune.
Combio i København blev i oktober opkøbt af det schweiziske medicinalfirma Arpida og vil fungere som et selvstændigt datterselskab. Rekrutteringen af en permanent site manager skal være overstået til sommer.
Bo Skaaning Jensen begyndte hos Combio i januar efter at have arbejdet som projektleder og assisterende forskningschef i Neurosearch. Han beholder ansvaret for selskabets forskning parallelt med stillingen som site manager.
Combio beskæftiger sig med en teknik til oprettelse af biblioteker over stoffer. Teknikken er oprindeligt udviklet på Carlsbergs forskningscenter. Combio har fokuseret på såkaldte proteaseinhibitorer, stoffer der forhindrer spaltning af proteiner og kan fungere som lægemidler. Stofferne skabes og screenes på særskilte gel-kugler, der gør det muligt hurtigt at teste betydeligt flere stoffer end med de nuværende teknikker.
NatImmune udvikler proteinbaserede behandlingsmetoder til infektionssygdomme og inflammationer.