Kort sagt: Efter den ærgerlige konkurs for 2M Invest for godt to år siden har der stort set været stille omkring Danmarks IT-guru nummer et: Michael Mathiesen. Men nu er han på vej tilbage igen, selv om strategien ser anderledes ud. I stedet for at opbygge en ventureportefølje har han valgt en direkte virksomhedsorienteret profil som adm. dir. for dansk-svenske CellPoint.
Opbygningen af den nye virksomhedsgruppe sker desuden næsten helt uden opmærksomhed i medierne, selv om selskabet er noteret. Anonymiteten kan primært tilskrives den kendsgerning, at Mathiesen har valgt Sverige som base – her er han stort set ukendt.
Af Thomas Frostberg
Dagbladet Børsen har kun haft en håndfuld artikler om Michael Mathiesen i hele år 2004, blandt andet et opslag under overskriften Fra guru til erhvervslivets paria. Det var noget andet for nogle år tilbage, hvor hans 2M Invest var alles kæledægge og ustandseligt i fokus.
For godt et år siden overtog Mathiesen roret i svenske CellPoint, et selskab plaget af turbulens i ledelsen og økonomiske problemer i et vanskeligt marked. Opgaven til Mathisen lød i al sin enkelhed: Gør hvad der er nødvendigt for at omstrukturere selskabet og få det på fode.
Teknikken som vedrørte mobil positionering blev lagt over i et nystiftet, frisk selskab og er siden da blevet suppleret gennem en række opkøb af mindre selskaber, der præcis som CellPoint havde svært ved at klare sig på egen hånd.
I dag har selskabet en ganske komplet teknikportefølje omfattende alt fra positionering via GPS, GSM og 3G til stemmestyring af tele- og datatjenester samt direkte kommunikation fra computere og IT-systemer til mobiltelefoner. Mathiesen har så at sige placeret sig i den anden ende af fødekæden og opkøber nu lavt vurderede teknikselskaber med mangeårige udviklingsprojekter i bagagen, selskaber der ikke har haft succes i kommercialiseringsfasen, fordi de har været for små eller for ensidigt nichede. Sammenlagt er der ifølge beregninger lagt 400 millioner kroner i de forskellige selskaber, som CellPoint har købt for beskedne summer.
Det seneste opkøb, som blev foretaget i august, signalerer desuden en udvidelse af CellPoints koncept. Fra hidtil primært at have fokuseret på forskellige softwarebaserede positioneringstjenester, ofte koblet til sikkerhedsløsninger, blev selskabet udvidet med et helt nyt forretningsområde – trådløse headset. CellPoint købte det danske udviklingsselskab Blue Technologies, som har udviklet et minimalt Bluetooth-headset. Ericssons tidligere chef i Danmark Ib Byder blev sat til at lede det nye forretningsområde, og for nylig kom den første ordre, til et millionbeløb, fra en stor telekomdistributør.
Selv om Michael Mathiesen ikke selv vil tale om revanche, så afviser han ikke Rapidus’ påstand om, at CellPoints oprustning til hurtig vækst kan blive hans comeback. Mathiesens personlige overbevisning er, at selskabet inden et år ligger på et salgsniveau omkring 100 millioner svenske kroner på en rullende 12-måneders periode – selv om der ikke er udsendt en sådan prognose fra selskabet. Indtil videre ligger omsætningen på beskedne fire millioner for første halvår, men investeringen i teknikudvikling er foretaget, al fokus ligger på salg, og selskabet har allerede omkring 150 kunder.
Revanchen ville blandt andet bestå i, at Mathiesen, foruden billige selskabsopkøb, direkte kan udnytte det store kontaktnet, han opbyggede rundt om i verden i 2M-dagene og tidligere. Til forskel fra en venturekapitalists hverdag arbejder han i CellPoint desuden direkte med at sammenkoble de forskellige teknikker, der er opkøbt.
Derfor taler det meste for, at CellPoint det kommende år tager springet ud af skyggen og lancerer nye, innovative produkter i grænselandet mellem mobiltelefoner, MP3-afspillere, alarmanordninger, headset og forskellige tjenester styret via SMS, MMS eller stemmeaktivering.