Forskningsselskabet AnaMar Medical AB, med forskningsafdeling i Lund og marketing-/salgskontor i Uppsala, er på jagt efter nye penge.
Omkring 50 millioner kroner håber selskabet at få tilført fra venturekapitalselskaber inden for life science-området. Pengene skal bruges til at udvide aktiviteterne i Lund, og ifølge selskabets adm. dir. Jan Hed sigter man efter at vokse fra syv ansatte til over tredive de kommende tre år. De fleste medarbejdere vil blive beskæftiget med forskning og udvikling af lægemidler.
AnaMar arbejder med et koncept der skal danne grundlag for nye medicinalprodukter mod ledsygdommene reumatoid artritis og artrose. Tidligere forskning har i høj grad fokuseret på den inflammation der opstår i leddene, og dagens lægemidler er frem for alt orienteret mod at hæmme den. Inflammationen har været anset for at nedbryde leddenes brusk, hvilket er en vigtig del af sygdommen.
Virksomhedens aktiviteter baseres på forskning af grundlæggeren professor Dick Henegård ved Lunds universitet, og resultaterne har vist at brusknedbrydningen er et uafhængigt fænomen. AnaMar arbejder med at finde årsager, detektionsmetoder og fremtidige lægemidler mod nedbrydningen.
Selskabet har siden starten i 1998 udviklet et produkt der markedsføres i Europa af Pharmacia. Det er en blodtest med navnet COMP ELISA som detekterer nedbrydningsprodukter af brusk.
Største ejer i AnaMar er venturekapitalselskabet Linkmed med omkring 30 procent.