lördag 11 maj 2024

inloggad som

Øresundsrevolutioner udløst af grænsekontrol kan være guld værd for regionen

Kort sagt: Rapidusbaren i Lund var i aftes ramme om et spændende møde med Niels Paarup-Petersen – manden bag ”Øresundsrevolutionen” på FaceBook og Märta Stenevi, Region Skånes kvinde nummer et. Her fra Rapidus deltog vi også med et dansk perspektiv, som uddybes her: Grænsekontrollen er ikke så skidt, at den ikke er godt for noget!

Af Keld Broksø, Københavnsredaktør Rapidus

Raseriet mod grænsekontrollen over Øresund får luft via FaceBook. Det er godt for regionen, som kommer på dagsordenen igen. Det skyldes bl.a. Niels Paarup-Petersen, manden bag ”Øresundsrevolutionen”, som på FaceBook har 24.000 støtter. Især i Sverige har han ørenlyd. Få danske medier har skrevet om ”revolutionen”, men han bidrager til debatten. Googler man derimod den danske stavemåde ”grænsekontrol” er der nu 452.000 hits. Det viser aktualiteten for vores region over Øresund – netop på grund af grænsekontrol.

Var regionen da ikke på dagsordenen før? På dansk side er svaret stort set nej. Skåne har i flere år har været drivende kraft, mens sjællænderne var tøvende. Et nyt forsøg gøres som bekendt med Greater Copenhagen. Her er der fokus på erhverv, som Rapidus altid har efterlyst; Den største grænsebryder er, når virksomheder investerer, eksporterer og rekrutterer på tværs af sundet. Årsagen til uligheden er, at Skåne har mere brug for Sjælland end omvendt. Sjælland har metropolen København med stor lufthavn og større adgang til internationale virksomheder. Præcis hvad Skåne mangler. Men med grænsekontrol og Øresundsrevolution er Danmark vågnet op. Pludselig fik danske politikere og danske medier fokus på, hvad man var ved at miste i EU´s mønsterregion for fri bevægelse af arbejdskraft, varer og kapital. Ny opmærksomhed krævede åbenbart et metalgitter i Kastrup, skift af tog og kontrol som var man på vej fra Danmark til DDR og ikke til Sverige.

Mure er faldet før og vi vil se det igen. Rapidus’ optimistiske påstand er, at vi om fem år vil se grænsekontrollen som noget godt. Den, som satte ny retning for samarbejdet fordi det man mistede ved tåbelig grænsekontrol var for meget. Man kan indvende, at med de justeringer, som kommer, er det ikke så slemt – set i en dansk politisk kontekst. Det er symbolikken det handler om – især for erhvervslivet. Flygtninge bliver Sverige og Danmark næppe enige om, så løsningen skal foreløbig findes i smidigere kontrol. Den politiske virkelighed i Danmark er, at den stramme kurs fra Venstre-regeringen i udlændingepolitikken er de vigtigste, danske partier enige om. Det skyldes, at det største oppositionsparti, Socialdemokraterne, slås om de samme vælgere som regeringsstøtten Dansk Folkeparti. Den socialdemokratiske kernevælger bor tit i boligejendomme, hvor de ofte er de eneste med efternavnet ”Jensen.” De føler sig svigtede af socialdemokraterne, som derfor ikke har politisk råd til at slække på udlændingepolitikken.

Med andre ord: Fra dansk side handler det om, hvordan vi får løst grænseproblematikken med Sverige – uden det tolkes som lettelser af udlændingepolitikken. Med det in mente, så gælder det nu om at bruge Øresundsrevolutionen og alle andre protester konstruktivt. Märta Stenevi, Region Skånes kvinde nummer ét og chef for Skånes største arbejdsplads ved, hvad der står på spil. Skåne har et overskud af højtuddannet arbejdskraft bl.a. inden for life science. På Sjælland mangler store life science virksomheder som Novo, Lundbeck, Leo, Genmab og Symphogen derimod højtuddannet arbejdskraft. Den kunne være skånsk. Det er bedst for regionen, at de folk bliver her fremfor i Stockholm. Omvendt pendling kommer, når ESS i Lund tager fart. Danske virksomheder har i det nye Linx-program fået 75 mio. kr. til at forberede sig på ESS. Debatten fortsætter derfor heldigvis. Udover Rapidusbaren er grænsekontrol taget op i Nordisk Råd her i april. Og ifølge en ny rapport fra Sydsvenska Industri- och Handelskammaren giver grænsekontrol tab på 1,5 milliarder om året, når pendlerne forsinkes og markedet i regionen krymper. Husk også, at København vil vokse med 100.000 de næste 10 år, hvilket påvirker boligmarkedet i Malmø.

Det, som kommer ud af en Øresundsrevolution nu, helst med hjælp fra regionale politikere, kan derfor blive guld værd for regionen, hvis revolutionen får opbakning til, at grænsekontrol ikke må genere mønsterregionen for Det indre Marked.

Kort sagt: Rapidusbaren i Lund var i aftes ramme om et spændende møde med Niels Paarup-Petersen – manden bag ”Øresundsrevolutionen” […]


För att läsa resten av artikeln behöver du
vara prenumerant och inloggad


  • Explosiv marknad i Lejonkulan

    Cirka 30 procent av Ukrainas yta sägs vara kontaminerad med landminor och odetonerad ammunition, som i dagens takt skulle ta hundratals år att röja. Malmöbolaget EO Dynamics utvecklar AR-teknik för att öka tempot på den internationella minröjningen