Nyt dansk biotekselskab droppede sløvt dansk aktiemarked og rejste 20 mio. SEK

Bag et nyt, dansk styret og hovedsageligt dansk ejet biotekselskab i Malmø, Oncology Venture Sweden AB, ligger et bevidst fravalg af det danske aktiemarked, som selskabets direktør, Peter Buhl, kalder ”dysfunktionelt.” Ifølge selskabet nye halvårsrapport har der på Aktietorget i Sverige været en ny emission af  2.840.000 aktier, og Oncology Venture fik tilført knap 20 millioner SEK samt godt 1.340 nye aktieejere.

– Det fungerer langt bedre med at rejse kapital i Sverige til nye biotekselskaber. Interessen er større og reglerne er anderledes og mere smidige, forklarer Peter Buhl Jensen.

Oncology Venture er et diagnostikfirma, som kort fortalt kan screene en gruppe kræftpatienter for, hvilken medicin vil virke på eksempelvis bryst- og prostatakræftpatienter. Selskabet er et spin-out af det danske diagnostikfirma, Medical Prognosis Institute, under det danske navn Oncology Venture ApS med base i Hørsholm nord for København. Nu bliver det den svenske afdeling, som skal trække udviklingen hen mod et exit om tre år.

– Vi har lovet at udvikle fem produkter til screening af patienter i dette selskab, oplyser Peter Buhl Jensen, som tidligere ledede det danske selskab TopoTarget.

Det mindre danske selskab er led i en dansk tendens mod svensk tegning af aktier. I år er der  hidtil kommet 72 selskaber på de nordiske børser, men kun ét ved Københavns Fondsbørs. Når det gælder mindre, danske selskaber på First North oplyses kurser end ikke i ledende, danske business-medier.

– Udover det langt mere levende aktiemiljø i Sverige, så går også danske regler mod en registrering af et lille selskab som vores. Eksempelvis skal man i Danmark modsat i Sverige beskattes af lageret, hvis man ejer mere end 10 procent af aktierne. Dertil forsvandt iværksætterskatten ikke helt som lovet; Der er mange med en lille formue som investerer via holdingselskaber, og det giver problemer med iværksætter-skatten, påpeger Peter Buhl Jensen.

Også et selskab som Saniona, der hviler på teknologier fra Asger Aamunds kuldsejlede Neurosearch, har tidligere valgt at lægge aktiviteterne i svensk AB.

Det nu svenske opstarts selskab, Oncology Venture Sweden AB, oplyste i øvrigt i den nye og første halvårsrapport, at nettoomsætningen var 0, og resultatet var –892.000 SEK.

Af Keld Broksø

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: