Kort sagt: Skandiadirektører med hovedfokus på privatøkonomien, en freelancearbejdende forhenværende statsminister med dobbelt indkomst og Carnegieansatte der pumper optionsvurderinger op for at forøge deres egne bonuser. Listen begynder at blive lang…
Problemet er, at alt dette fusk, fifleri og i visse tilfælde rene lovbrud ikke begrænser sig til de grådige typer, som er direkte involveret. Tværtimod!
Eftersom det drejer sig om højtstående og allerede velaflønnede personer, bidrager deres handlinger til at udbrede en mere ”elastisk moralopfattelse”, hvor ingen egentlig behøver følge love og regler, i hvert fald ikke til punkt og prikke.
Af Thomas Frostberg
I dagens lynanalyse kaster vi for en stund blikket uden for Øresundsregionen, men de spørgsmål, der berøres, påvirker i allerhøjeste grad alle selvstændige erhvervsdrivende, små aktieinvestorer samt skattebetalende privatpersoner.
I juridisk forstand er der stor forskel mellem fuskende direktører, der bryder loven, og en fuskende eksstatsminister, der bøjer reglerne for at maksimere sin indkomst. Men fra en moralsk synsvinkel er grænsen pludselig hårfin.
”Det skaber spændinger i samfundet og åbner en kløft, som bliver svær at slå bro over.”
Ordene er Göran Perssons egne, hentet fra et interview i Dagens Industri den 28. november 2003. Emnet er naturligvis Skandiaskandalen.
Nu kritiseres han selv for provokerende grådighed efter at have hævet fuld pension fra staten som eksminister, samtidig med at han har haft andre indtægter i sin nye konsulentvirksomhed. I teorien ser det ud til, at Persson har fulgt reglerne, men i praksis har han bøjet dem til bristepunktet. Formelt har han måske ageret korrekt, men i praksis er hans fiflerier moralsk kritisable. Han har ganske enkelt forbrudt sig mod selve grundtanken bag reglerne ved at udnytte et hul i systemet.
Hvad vedkommer det så en selvstændig erhvervsdrivende, en privat aktieinvestor eller en skatteborger? En hel del, faktisk. Foruden den indlysende forargelse skabes der en glidebane, når kun nogle personer er nødt til at følge reglerne. Det fører til en slags elastisk moralopfattelse, hvor kun visse regler betragtes som gældende for en selv, og frem for alt kun når det passer i ens kram. Samtidig forventes alle andre at holde sig på den rigtige side af stregen. Omtrent som i tilfældet med Göran Persson og Skandia.
Når belønningen bliver for lav for den, der følger loven, udhules viljen til at følge reglerne, og der sker et skred i moralopfattelsen.
Følelsen af at ”hvis ministre og direktører kan, så kan jeg også” og ”jeg har sandelig også slidt i det, så jeg har ret til det samme” trænger sig på. Så ligger snyderiet lige rundt om hjørnet, uanset om man er lønslave eller virksomhedsdirektør. Sådan ser den menneskelige natur desværre ud.
Derfor er det vigtigt med hårde og tydelige markeringer af den art, som det svenske finanstilsyn i dag foretager over for Carnegies ledelse med 50 millioner i bøder til selskabet og krav om udskiftning af direktøren.
Men det er ikke muligt hele tiden at skræmme folk til hæderlighed. Hvis viljen til at følge reglerne ikke er til stede, er det altid muligt at finde sprækker i loven og huller i reglerne. Det eneste, som kan forebygge en udnyttelse af hullerne, er et værdibaseret lederskab inden for såvel erhvervsliv som politik.
En konstant levende diskussion om værdier er nemlig i længden et langt stærkere middel til at bremse den rutschetur, som dagens elastiske moralopfattelser har givet anledning til.
Gamle begreber som ”rigtigt og forkert” har aldrig føltes så aktuelle som i dag.
