Fem skarpe spørgsmål til Jacob Vestergaard…

... som nu meddeler, at han går af som direktør for STRING-samarbejdet omkring Øresund/Femern per 1. maj. Jacob Vestergaard er tidligere kommerciel direktør for Øresundsbron.

1) Når du stopper som direktør for STRING har det så (ud over de 65 år) også noget at gøre med  fortsatte forsinkelser af Femern-forbindelsen, der skulle have været i gang for længst?

- Nej, jeg stopper, fordi jeg vil trappe ned og bruge tid på familie, venner, skriverier, rejser, bøger – og enkelte arbejdsopgaver. Det er rigtigt, at forsinkelsen kan gøre platformen lidt lunken ind imellem. Men vi opretholder motivationen og synes stadig det er sjovt.

2) Vanskelighederne på Femern - herunder selskabet Condotte, som trækker sig fra landanlægget på Storstrøm Broen i kølvandet på korruptionssager - ligner ikke den strømlinede byggeproces på Øresundsbron. Er det kommet bag på dig?

- Jeg ved, at det ikke altid går som i en ret linje. Når flere landes kulturer, regler og lovgivning skal ind over, så kan der ske mange ting. Det skal man være forberedt på i internationale projekter.

3) Ny ledelse betyder ofte ny strategi. Bliver der anderledes fokus for din efterfølger i STRING?

- Ja, vi udvider STRING fra 6 til 11 medlemmer op langs den svenske vestkyst mod Oslo. Det giver en politisk mere indflydelsesrig organisation. Og finansielt flere muskler, så vi kan lave flere ting. Fokus er fortsat, at Femern projektet skal i gang, men også Sverige og Norge har prioriteter, som skal med i fremtidens STRING. Tidspunktet er godt til at give stafetten videre.

4) Øresundsregionens forbindelse til Femern-regionen ses som to byggesten til en storregion i synergi. Mange taler om det i STRING, men hvad er vigtigste resultater indtil nu?

- Vi lægger vægt på politisk enighed om udbygning af infrastrukturen mellem Hamburg og København. Vores mål om 2 ½ times transport mellem metropolerne kan opfyldes med de nuværende planer. Det betyder en voldsom ændring i mobilitet, samarbejde og en ny, stærk konkurrencesituation for hele korridoren. Skandinaviske samfund er beundrede i Tyskland og Europa. Den mentale tilnærmelse skabt fra kort transport vil give et økonomisk boost i Sydskandinavien - meget større end efter Øresundsbron. Der er et kæmpe forbrugsmarked, en industri og en offentlig sektor, som vil lære os bedre at kende, øge samhandlen, samarbejdet og det økonomiske udbytte. Den bevidsthed har vi – og vil vi  - fremme gennem netværk, kommunikation og events.

5) STRING har lagt vægt på erhvervssamarbejde. Har du et godt råd om Femern-regionen til vores videns virksomheder ved Øresund indenfor it, biotek og cleantech?

- Vi kan ting inden for f.eks. cleantech og life science som er i tråd med Nordtyske ønsker og kompetencer. Der kan næsten kun komme noget godt ud af det, hvis virksomhedslederne tager den dimension med i deres strategi. Jeg skal ikke give virksomhederne råd – men gøre dem opmærksom på en dimension i det strategiske landskab, som forandres dramatisk, når Femern står færdig. En game-changer, som vil påvirke deres drift – og som de derfor bør tage højde for.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: