fredag 17 maj 2024

inloggad som

Danske Bank og Nordea er første kunder i stor svensk satsning for danske e-Boks

Danske Bank og Nordea bliver de første kunder i Sverige for danske e-Boks, som i mere end 14 år har leveret en dominerende, digital postløsning på dansk side. Løsningen er interessant for pendlere og forretningsdrivende over Øresund fordi begge banker har specielle kontoløsninger over Øresund, som skal spare gebyrer ved pengeoverførsler.

– Vi er nu i en opstartsfase i Sverige, men er nu sikre på, at vi ret kort efter nytår kan introducere danske e-Boks løsninger i Sverige for Nordea og Danske Bank, siger Susanne Søndahl Wolff, Nordic Communications & Marketing Director, e-Boks A/S, til Rapidus.

I 2012 blev den digitale postløsning introduceret i Norge. Nu er et kontor klar i Stockholm for det svenske datterselskab e-Boks AB, hvor selve produktet får et andet navn. På dansk betyder boks en kasse, mens det på svensk betyder – bøger. Derfor skal svenske brugere lære løsningen at kende som en ”e-låda”, selvom brandet fortsat hedder e-Boks.

For e-Boks bliver Sverige efter planen det vigtigste marked over en udefineret årrække.

– Det tager tid at ændre vaner, konstaterer Susanne Søndahl Wolff.

Men de to store, nordiske banker som kunder i Sverige ses som et vigtigt skridt i Sverige, hvor der hvert år distribueres ca. 1,2 mia. dokumenter. De egner sig ifølge e-Boks til digitalisering for myndigheder, virksomheder og privatbrugere.

– Flere af vores store kunder efterspørger en løsning på tværs af de nordiske lande, og det er vi i stand til at imødekomme nu, fortæller Henrik Andersen, adm. direktør i e-Boks A/S – og nu også formand for det svenske datterselskab e-Boks AB.

– Muligheden for digitale underskrifter i e-Boks er et område, som vores afsendere for alvor er ved at se mulighederne i. Det giver værdi, at en kunde eksempelvis kan spare turen hen i banken, fordi låneaftalen kan underskrives digitalt. Med en så digital befolkning som den svenske er der en stor, potentiel gevinst, vurderer Henrik Andersen.

Den dansk-svenske medejer af e-Boks, PostNord, repræsenterer vigtige muskler, når det gælder om at udbrede e-Boks til svenskerne, mener e-Boks, som nu har over 10 millioner nordiske brugere, og årligt sender 250 millioner digitale dokumenter. Blandt afsenderne er danske banker, kommuner, statslige styrelser, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, energiselskaber, fagforeninger og teleselskaber.

Af Keld Broksø

Danske Bank og Nordea bliver de første kunder i Sverige for danske e-Boks, som i mere end 14 år har […]


För att läsa resten av artikeln behöver du
vara prenumerant och inloggad