Kort sagt: Nu hvor landspolitikerne omsider er vågnet af deres dvale og vil begynde at nedbryde Øresundsbarriererne, er der en anden gruppe, som også bør vækkes til live:
Nemlig erhvervslivets aktører, der i mange tilfælde selv opstiller mindst lige så besynderlige regler for grænseoverskridende aktiviteter som den offentlige sektor.
Banker, postvæsner, telefonselskaber og transportfirmaer betragter stadig Øresund som en dyb voldgrav, med alt hvad det indebærer af muligheder for tillæg og ekstra gebyrer.
Af Thomas Frostberg og Malin Nävelsö
Når mobiltelefonproducenten Sony Ericsson præsenterer nye telefonmodeller, sker det samtidigt i Stockholm og København. Efter flere års kævleri lykkedes det os til sidst at få dem til at indbyde Rapidus til præsentationen i København i stedet for i Stockholm, selv om vores hovedredaktion ligger i Malmö og vi dermed hører under den svenske presseafdeling.
Men da vi efter et besøg på en Sony Ericsson-pressekonference i København skulle returnere den testmodel, vi havde lånt af en ny Walkman-telefon, opdagede vi, at postvæsnet i Sverige vil have dobbelt så mange penge for at sende telefonen til København som til Stockholm. Til København skal den dog, eftersom telefonen tilhører Sony Ericsson i Danmark.
Hvis vi i stedet havde valgt det globale kurerfirma DHL, havde prisforskellen været endnu større. En pakke fra Malmö til Stockholm løber op i 101 SEK, men hele 365 SEK, hvis modtageren befinder sig på den anden side af broen. Undskyld, men hvad foretager DHL sig på vejen til København, som kan koste så meget?
Det er blot nogle få eksempler på, at også erhvervslivet tænker i strengt nationale baner, hvilket naturligvis går ud over troværdigheden, når der hakkes på politikerne. Derfor er det på høje tid, at også virksomheder, der agerer på begge sider, nu begynder at tænke ”øresundsk” for at sætte yderligere pres på den politiske side og vise, at det er muligt at tænke utraditionelt, hvis bare man vil.
Teleoperatørerne er ikke et hak bedre end postvæsnet. En samtale mellem København og Malmö koster 30-100 procent mere end en samtale fra Malmö til Kiruna. Vi venter stadig på, at en operatør skal forklare os logikken i det. Et positivt tegn her på det sidste – sådanne findes faktisk også – er, at Tele2 i Sverige har lanceret et nyt nordisk fastprisabonnement på mobilsiden. For 499 SEK om måneden kan du ringe ubegrænset (op til 3.000 minutter) inden for Norden. Det koster kun 100 SEK mere end et tilsvarende fastprisabonnement for samtaler inden for Sverige. Trods en vis prisforskel må det betragtes som en succes i denne sammenhæng, hvilket bare beviser, hvor træge de ellers rapfodede teleoperatører er. Mest fremsynet er dog operatøren 3, som har afskaffet de dyre roamingafgifter i Danmark ved at lade en svensk 3-abonnent ringe hjem til samme pris, som om man befandt sig i Sverige.
Bankerne og deres gebyrer for at sende penge over Øresund skal vi slet ikke snakke om. Penge der færdes digitalt over Sundet koster i hundredvis af kroner og er flere arbejdsdage om at nå frem til modtageren. Man kunne let få den mistanke, at man i virkeligheden anvender brevduer til overførslerne.
For ikke at tale om stædige danske butiksindehavere, der kun accepterer dankort. Eller hvad med denne variant: I parkeringsautomaterne i Københavns Lufthavn kan man betale med American Express – men kun et DANSK American Express-kort. Hallo! Hvad havde ledelsen forestillet sig i en førende international lufthavn?
Nu hvor der begynder at ske noget på regeringsniveau (nå ja, en smule i hvert fald og primært på den svenske side), så må de øvrige aktører også komme i omdrejninger. Rapidus har i en tidligere lynanalyse påpeget, at lokale og regionale aktører såsom kommuner, Region Skåne og Region Hovedstaden ikke længere kan læne sig tilbage. Nu er det på tide, at erhvervslivets sværvægtere træder i karakter, hvis de ikke vil sakke agterud.
Efter vores vurdering har erhvervslivet indeværende år til at handle i. Derefter vil der begynde at ske konkrete ting på det politiske niveau. Hvis erhvervslivet så stadig ikke er kommet i gang med sit Øresundsarbejde, vil man fremstå endnu mere mosgroet og stivnakket end selv den offentlige sektors mest hårdnakkede bureaukrater.
Af Thomas Frostberg
