Kort sagt: De allerfleste venturefonde har tre grundlæggende problemer de er for mange, for små og har alt for store managementselskaber.
Det hævder i det mindste den amerikanske regerings rådgiver i spørgsmål om teknologi og iværksætteri, Mario Cardullo.
Fondenes struktur er en trussel mod deres egen succes, eftersom de ikke bare er ineffektive, men desuden udgør en dårlig rollemodel for de selskaber, de investerer i.
Af Thomas Frostberg
LONDON. Mario Cardullo skabte en hel del irritation blandt deltagerne i den britiske regerings Risk Capital Summit, da han affyrede en bredside af kritik mod venturebranchen tidligere i denne måned. Cardullo er Counsellor for Technology and Entrepreneurism i US Department of Commerce og har deltaget i en amerikansk-europæisk arbejdsgruppe, som har studeret venturebranchen i Europa og USA.
Arbejdsgruppens konklusioner i interessante nok i sig selv:
– Der kræves enklere og frem for alt mere ensartede regler for ventureselskaber, blandt andet omkring beskatning, for at øge investeringerne på tværs af landegrænser.
– En håndbog om hvordan venturemarkedet fungerer bør udarbejdes, så politikere og andre policy makers forstår, hvordan de kan hjælpe branchen i stedet for at kvæle den.
– En global venturewebsite er nødvendig for at give detaljerede oplysninger om, hvilke regler der gælder i de forskellige lande.
– Venturefondene skal være mere åbne, især når de forvalter offentlige midler såsom pensionsmidler. Desuden skal der skabes en standard for, hvordan vurderinger og afkast bogføres, så det bliver muligt at foretage meningsfulde sammenligninger.
– Koblingen mellem forretningsengle, der primært optræder lokalt, og ventureselskaber skal forbedres.
Men den mest interessante konklusion fra arbejdsgruppen er egentlig, at små fonde ikke fungerer, og at offentlige midler udelukkende bør investeres i store fonde, opbygget efter en fond-i-fond struktur.
Mindst en milliard dollars helst tre milliarder mener Mario Cardullo er nødvendigt, for at en sådan fondsstruktur skal kunne fungere hensigtsmæssigt. I den sammenhæng forstår han ikke, hvorfor de nordiske regeringer stædigt holder fast ved nationale Vækstfonde og Industrifonde i stedet for at gå sammen om en stor skandinavisk eller fællesnordisk venturefond. Konkurrencen kommer jo blandt andet fra Kina, og Skandinaviens samlede indbyggertal svarer omtrent til antallet af indbyggere alene i Beijing, er Cardullos pointe.
En skandinavisk kæmpefond ville opnå stordriftsfordele, mens fond-i-fond strukturen ville garantere både lokal tilstedeværelse og nicheprægede fonde. Samtidig ville det være lettere for nystartede selskaber også at skaffe finansiering til næste fase. Omkring 15 procent af kapitalen skulle investeres i tidlige faser, mens resten skulle fordeles jævnt mellem vækstfase og senere stadier.
Cardullos hovedkritik mod dagens venturestruktur er dog, at fondene styres af alt for store managementselskaber med alt for stort fokus på deres management fees. Mindre management og flere workers er hans opskrift: Overordnet ledelse koncentreres til et selskab i toppen af fondsstrukturen. Derfra er der også mulighed for at hjælpe porteføljeselskaberne med ting som administration, så alle ikke behøver at have deres egen økonomidirektør fra starten. De ansatte ude i de respektive fonde kan derefter arbejde konkret med selskabernes udvikling i stedet.
It’s a business to build businesses mener Cardullo og siger, at hverken Ericsson, Nokia eller andre kæmpeselskaber ville have overlevet med så omfattende managementgrupper som ventureselskaberne har. Derfor er ventureselskaberne også et dårligt forbillede for deres porteføljeselskaber.
Selv om budskabet er sat på spidsen for at være provokerende, så har Mario Cardullo nogle pointer. Mange ventureselskaber har beviseligt været for små til at kunne håndtere deres investeringer og garantere dem langsigtet finansiering.
I diskussionen om hvad det offentlige kan gøre for at støtte og fremme finansieringen af nystartede selskaber er det tankevækkende. Et skandinavisk tiltag ville fremme tilsvarende bevægelser i den private sektor.
Men når man ved, hvordan det politiske samarbejde ser ud i dag, så er det yderst tvivlsomt, om det kan blive en realitet. Da Danmarks regering lancerede iværksætterfonden SeeD Capital Denmark, hed det, at op til 25 procent af fondens kapital kunne investeres i Sydsverige. Resultatet bliver næppe så omfattende, men det var i hvert fald et fremskridt. Da Rapidus stillede spørgsmålet til Sveriges erhvervsminister Thomas Östros, om ikke Industrifonden (pendanten til Vækstfonden i Danmark) kunne få en lignende mission, stillede han sig helt uforstående over for at investere svenske skattemidler uden for Sveriges grænser.
Det er måske at håbe på for meget, men det havde været opløftende at høre lidt mere visionære tanker à la Cardullo fra de nordiske regeringer på ventureområdet.
