Symbionvirksomheden NatImmune i København har besluttet at sælge ét af tre fremskredne projekter for at skaffe ny kapital til firmaet. Den administrerende direktør, Martin Bonde, fik ved sin ansættelse i 2004 som en af opgaverne at finde en farbar vej ind i fremtiden for NatImmune, der helst skulle skaffe ny kapital inden denne sommer for at videreføre alle tre projekter.
Men nu er planerne ændret.
— Venturemarkedet var ikke lukrativt for os. Der var stor interesse for os, men vi synes selskabet var mere værd end vi blev vurderet til. Derfor sælger vi ét af projekterne, så vi får en kontant afregning her og nu – og vi beholder endda nogle af rettighederne. Det mener vi er det rigtige at gøre nu, siger Martin Bonde til Rapidus.
NatImmune har forhandlinger med en partner om salget, der sker til et ikke ubetydeligt beløb som Martin Bonde siger. Formentlig afslutter NatImmune salget i dette kvartal, og det drejer sig om projektet med det såkaldte MBL-protein til bekæmpelse af infektioner hos kræftpatienter i kemoterapi. MBL-proteinet skal i klinisk fase II nu.
Yderligere i NatImunnes fortsatte pipeline er det såkaldte COU-1 antistof til diagnosticering og behandling af endetarmskræft foruden et MASP-2 antistof til behandling af patienter med hjerte-kar lidelser.
Største ejere af NatImmune er Novo, Dansk Innovationsinvestering, Vækstfonden og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Den seneste investeringsrunde blev afsluttet i december 2003 og gav 35 millioner danske kroner, og de eksisterende investorer har sat yderlige penge i firmaet det seneste halve år – om end beløbet ikke er offentligt endnu.