Konsulentvirksomheden inden for biomedicin og bioteknologi, Bioneer A/S i Hørsholm nord for København, har udarbejdet en liste med omkring 50 biotekvirksomheder i Skåne og resten af Sverige for at erobre nye kunder på den anden side af sundet. De potentielle kunder skal bearbejdes efter sommerferien, og dermed udvider Bioneer sin hidtidige fokus på det danske marked for kontraktforskning, som hovedsageligt er baseret på offentlig støtte til de enkelte projekter. Nu skal de suppleres med flere rent kommercielle forretninger uden støtte.
— Allerede i løbet af de næste par uger skal vi have møder om den ny strategi i Sverige med folk, der kan bringe os over sundet. Vi har før haft enkelte, udenlandske kunder, men har mest fungeret i Danmark. Når vi går til udlandet nu er det nærliggende at begynde i Medicon Valley som led i bestræbelserne på at fungere på endnu mere kommercielle vilkår, siger Bioneers forsknings- og udviklingschef, Lars Hagsholm Pedersen.
Bioneer er en såkaldt GTS-virksomhed, et Godkendt Teknologisk Service firma, som får støtte fra Videnskabsministeriet til projekter med kontraktforskning for andre firmaer under særlige publiceringsregler. Bioneers mål er at skabe hurtig, kommerciel forbindelse mellem grundforskerne og anvendt bioteknologi og biomedicin, og firmaet har en referenceliste om udviklede processer til produktion af enzymer, specielle proteiner, enzymer til forbedring af fødevarer og DNA-chips til analyse af geners funktion.
Virksomheden blev relanceret under nyt navn i januar 2004. Hovedsædet er i forskerparken i Hørsholm, og firmaet er et datterselskab af Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Bioneer har 35 medarbejdere og omsatte sidste år for godt 33 millioner kroner.
Markedssatsningen i Sverige kommer efter den første ordre i Skåne netop er afsluttet med biotekselskabet Probi i Lund. Bioneer skulle for Probi undersøge probiotiske mælkesyrebakterier, der menes at have en sundhedsmæssig effekt. Den videre satsning i Sverige er samtidig yderligere et skridt mod den fastlagte forretningsplan om at fungere endnu mere på kommercielle vilkår. Hidtil har Bioneer nemlig i høj grad levet af offentligt støttede molekylærbiologiske projekter med udbud af kontraktforskning, analyser og rådgivning.
Som led i den øgede kommercialisering har Bioneer også lavet organisationsændringer, og fra slutningen af denne måned ansat en canadisk, MBA-uddannet forretningschef, Sean MacDonald.