Kort sagt: Den svenske regerings budgetforslag i går var på alle måder en skuffelse for erhvervslivet og væksten, sammenlignet med løfterne i regeringsprogrammet fra sidste efterår og socialdemokraternes ekstraordinære vækstkongres denne weekend.
Alligevel er resultatet ikke så underligt, med tanke på at regeringens vækstdiskussioner med erhvervslivet har været styret af finansminister Bosse Ringholm, mens erhvervsminister Leif Pagrotsky har måttet holde sig til de etiske spørgsmål.
Men Sverige har brug for en offensiv erhvervsminister, ikke en defensiv finansminister.
Af Thomas Frostberg
I sidste ende skabes vækst af menneskers fremtidstro, hos innovative iværksættere, af socialt sammenhold og de manges arbejdslyst og vilje til at udvikle sig og sprænge nye grænser.
De politiske partier, arbejdsmarkedets parter og andre centrale organisationer har et fælles ansvar for, at det kan ske. Derfor indbyder regeringen hermed til et bredt samarbejde for at udvikle Sverige.
Sådan formulerede statsminister Göran Persson sig i regeringsprogrammet den 16. september og vakte store forventninger.
For at indskærpe situationens alvor blev pinger fra erhvervslivet og fagbevægelsen indkaldt til drøftelser med regeringen på tidspunkter, hvor solen for længst var gået ned. Potentaterne stod i kø i statsministeriets korridorer, mens de ventede på at komme i audiens hos Den Store Væksthøvding Persson. Det var dengang…
Ved et frokostmøde i Danske Banks filial i Lund i går gav Svenskt Näringslivs tiltrædende formand Michael Treschow, som også er bestyrelsesformand i Ericsson, en skildring af hvordan regeringen i praksis opfatter begreberne fælles ansvar og bredt samarbejde.
Finansminister Bosse Ringholm bekendtgjorde for eksempel fra starten, at alle forslag om skattenedsættelser skulle finansieres med forhøjelser på andre områder. Eventuelle dynamiske effekter af sænkede eller afskaffede skatter måtte ikke indregnes.
Desuden bestemte regeringen enerådigt samtalernes form. Da Treschow ringede til Ringholm i onsdags, aftenen før præsentationen af budgettet, for at blive informeret om resultaterne, fik han bare at vide, at samtalerne var afsluttet.
Selv om diskussionerne drejede sig om vækst og vilkår for erhvervslivet, var erhvervsminister Leif Pagrotsky næsten ikke til at få øje på. Hans rolle var begrænset til etiske spørgsmål, et område der i debatten har være brugt til at bremse kravene om ændrede skatter.
Men når vækst pludselig kun handler om skatter, og diskussionerne føres med regeringens kassemester i stedet for erhvervsministeren, kan resultatet ikke blive mere innovativt end uenigheder om procenttal og milliardbeløb.
At erhvervsministeren samtidig bruger mere tid på at kritisere nærige direktører end at være fortaler for bedre erhvervsvilkår, gør ikke sagen lettere. Sverige har brug for en erhvervsminister, der står bag erhvervslivet, ikke en der fremstiller virksomhedsejere som svindlere over en bred kam.
Lige nu fremstår forskningsminister Thomas Östros paradoksalt nok som mere fremadrettet i erhvervsspørgsmål. For at skabe flere vækstvirksomheder i Sverige har han blandt andet varslet nye regler omkring ejendomsretten til forskningsresultater, knopskydning af forskningsfirmaer fra universitetsverdenen og en internationalisering af svenske universitetsuddannelser.
Michael Treschow ønsker politikere, der tør have den mening, at virksomhedsejere er dagens helte, noget som også Rapidus har efterlyst tidligere.
Det ville dog kræve en anden erhvervspolitik. En god start ville være hvis erhvervsminister Pagrotsky fik sig en alvorlig snak med finansminister Ringholm. Begynd eksempelvis med at forklare, hvorfor succesfulde virksomheder er vigtige, og hvorfor dygtige iværksættere også bør få lov til at tjene (og beholde) penge.
