Det danske markedsføringsprojekt Creative Nation gennemfører i næste uge sit første store arrangement i udlandet. Repræsentanter for dansk erhvervsliv skal præsentere sig ved en række forskellige arrangementer i New York og Washington D.C. Også det offentlige Danmark er repræsenteret gennem eksempelvis Danmarks Tekniske Universitet.
Programmet i USA har fokus på bæredygtighed, ”sustainability”, hvilket ikke skal tolkes alt for snævert i denne sammenhæng. Blandt andet skal virksomhederne deltage i en konference over temaet ”Working Together Towards Sustainability” i New York.
— Mange af virksomhederne fokuserer på energi, men det er også det her med at tage ansvar i samfundet. I dag talar vi mere og mere om virksomhedernes samfundsansvar eller ”Corporate Social Responsibility” siger Martin Flink, pressekoordinator hos Dansk Industri.
Det danske kronprinsepar vil være til stede ved flere af arrangementerne, og det samme gælder vicestatsminister Bendt Bendtsen. Med på rejsen er godt fyrre virksomheder, nogle få små som f.eks. legetøjsfirmaet bObles, men de fleste store – for eksempel biotekfirmaet Novozymes og mejerigiganten Arla Foods – eller mellemstore som medicoteknikfirmaet Coloplast.
— Vi er med i undergruppen ”Design for Life”, som afholder en workshop på konferencen. Vi ser det som en god mulighed for at opbygge netværk, siger Jens Tovborg hos Coloplast.
Creative Nation er et samarbejde mellem syv arbejdsgiverorganisationer og det danske økonomi- og erhvervsministerium. Projektet har til formål på overordnet vis at markedsføre det danske erhvervsliv i udlandet. Samlingsorganisationen for danske virksomheder, Dansk Industri, huser projektets sekretariat. Ifølge Martin Flink er der ikke nogen slutdato på Creative Nation. USA-arrangementet har været forberedt i et par år, og næste år afvikles en lignende tur til London.
Af Malin Nävelsö