I kølvandet på den stigende Øresundspendling bliver Svågertorp, den første station på den svenske side af broen, et stadig vigtigere knudepunkt. I dag benyttes stationen dagligt af 5.500 rejsende, en stigning på næsten 25 procent i forhold til sidste år. Fortsætter udviklingen på samme måde, vil Svågertorp næste år overgå ikke bare Landskrona med dens 5.300 rejsende, men også Hässleholm og Kristianstad. Stationen placerer sig så som Skånes fjerde mest trafikerede, regnet i antal rejsende.
Egentlig skulle Svågertorps station allerede have været historie. Dens midlertidige byggetilladelse udløber til nytår. Men nu lobbyer Malmö kommune for, at det, der engang blev bygget som en midlertidig løsning på en forblæst mark, skal blive en permanent station, også efter Citytunnelen. Det sidste ord i spørgsmålet har Skånetrafiken. En meddelelse om den langsigtede plan kan ventes til næste forår, oplyser trafikanalytiker Andreas Ekberg. Også kortsigtede forbedringer i mindre målestok diskuteres.
— Der er interesse for at forbedre kvaliteten – at etablere læskure, rulletrappe eller mere service f.eks. i form af en kiosk eller lignende, siger Andreas Ekberg.
Også parkeringspladsen, som allerede er blevet udbygget i flere omgange, skal udvides med 300 pladser – eller godt 20 procent – i løbet af året, oplyser Parkering Malmö.
Af Erik Olausson