Pendlerforeningen Øresund og den nystiftede ÖresundsBorger får en særskilt samtale med Christina Husmark Pehrsson i forbindelse med Øresundshøringen i Malmö i starten af marts. Ministeren for nordiske samarbejdsspørgsmål skal gøres opmærksom på manglen på nordisk samarbejde, lover ÖresundsBorgers formand Lars Hougaard.
— Det er helt fint med en høring, men det er synd, at det ikke foregår i samarbejde med den danske regering. Kommunikationen mellem politikerne på tværs af Sundet er så dårlig, at det er blevet en strategisk barriere, siger han.
På pendlerforeningen Øresunds dagsorden står frem for alt spørgsmålet om konflikterne mellem landenes forskellige systemer, f.eks. omkring skatteregler. Besværligt bureaukrati er også noget ÖresundsBorger har tænkt sig at tage op med ministeren, samt den i Lars Hougaards øjne manglende fremsynethed ved planlægningen af infrastruktur.
— Fortsætter pendlermønstret med at udvikle sig, som det har gjort hidtil, får vi kapacitetsproblemer. Det er nu, man skal overveje, hvordan det bliver om femten år, på samme måde som for andre trafikområder, siger han.
ÖresundsBorger anbefaler derfor en udvidelse af Øresundsbron samt en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør inden 2020.
På høringen den 2. marts skal Cristina Husmark Pehrsson møde repræsentanter fra danske og svenske myndigheder, erhvervsliv samt organisationer. Eftermiddagen er afsat til en åben debat med offentligheden.
Af Erik Olausson