Malmöfirmaet Tigran Technologies har ansat Ulf Lundgren som chef med ansvar for kliniske forsøg, kvalitets- og regulatoriske systemer. Ulf Lundgren kommer senest fra en lignende stilling i medicoteknikfirmaet ProstaLund.
Tigran Technologies’ porøse titaniumkorn, som bruges til at opbygge ny kæbeknogle ved indsætning af tandimplantater, har været på markedet i Sverige og Italien siden nytår. I starten af februar indgik selskabet distributionsaftaler i Norge og Belgien. Inden året er omme, satser man på at gøre det samme i yderligere 3-5 europæiske lande, oplyser adm. dir. Björn Sellert. Han regner med at få den første ordre i løbet af første kvartal, men tror ikke, at selskabet vil give overskud før om et par år.
— Først skal vi gennem kliniske forsøg overbevise tandlæger og ortopæder om, at det her er et godt produkt, siger han.
Selskabet har gennemført en nyemission til de eksisterende aktieejere sidste år, men der vil blive behov for yderligere venturekapital.
Kliniske afprøvninger af selskabets andet hovedprodukt, som skal fremme knoglevæksten for hofteledspatienter, forventes afsluttet ved udgangen af 2008. Tigran Technologies, som ejes af godt hundrede private aktieinvestorer, får med Ulf Lundgren fem ansatte. Inden nytår skal der ansættes yderligere et par personer.
Af Erik Olausson