I Humlebæk nord for København går medikoteknik firmaet Coloplast med bandage-produktet Biatain-Ibu for alvor efter USA og den øvrige verden i 2007. Det skal give firmaet tocifret vækst på sårmarkedet i 2007. Det seneste regnskabsår var væksten ”kun” 6 % på hud- og sårplejeprodukter, som samlet udgjorde 1.223 mio. kroner ud af en samlet omsætning på 7,2 mia. kroner.
Den ny bandage frigiver lægemidlet ibuprofen til kroniske sår og tager smerten. Konceptet har globalt potentiale i milliardklassen. Coloplast fik europæisk patent i november 2005, men først i marts blev det lanceret i Danmark, og derpå i flere europæiske lande. Siden da har virksomheden arbejdet på at få godkendt Biatain-Ibu på andre markeder end i Europa. Og nu sker der noget: Årsregnskabet op til den netop overståede generalforsamling afslører, at Biatain-Ibu skal give global, tocifret vækst allerede næste år:
— Omsætningsvæksten vil vende tilbage til tocifrede vækstrater i 2006/07 efter lancering af Biatain-Ibu på de betydende sårplejemarkeder i Europa, ligesom lanceringer i USA ventes at bidrage positivt. (…) Produktet vil blive lanceret på alle væsentlige markeder i 2006/07, fik generalforsamlingen at vide.
Coloplasts internationale produktchef, Jens Hove, oplyser, at Biatain-Ibu netop er nået til Canada efter Europa er indtaget.
— Det skal selvfølgelig videre ud i verden. Det er endnu ikke FDA-godkendt i USA, men det er et mål. Salget følger vores forventninger. Og det er rigtigt godt, siger Jens Hove.
Det globale marked for produkter til sårheling er 15 mia. kr. om året. Coloplast har selskaber i 22 lande og fabrikker i Danmark, Tyskland, Ungarn, USA, Costa Rica og Kina. Coloplast har været på fondsbørsen siden 1983, og beskæftiger globalt 7.000 mennesker. Produkterne udover til sårheling er indenfor urologi, stomi og brystimplantater.
Af Keld Broksø