Lægemiddelselskabet Evolva, med hovedkontor i Schweiz men udvikling i forskerparken Symbion, har fået godt 25 millioner dollars fra det amerikanske forsvars Threat Reduction Agency. I samarbejde med et svensk selskab, Isconova AB i Uppsala, skal Evolva anvende pengene til at udvikle lægemidler, som styrker immunforsvaret. Især satser man på at øge menneskekroppens modstand mod organismer, der potentielt kan anvendes til biologisk krigsførelse og terrorisme.
Ifølge Evolvas adm. dir. Neil Goldsmith gør bidraget det muligt for selskabet at bringe nogle stoffer ind i den kliniske fase. Man gennemfører netop nu en større rekruttering for at kunne håndtere dette og kommende projekter – de nuværende 35 ansatte skal vokse til 65 inden for nogle måneder, jævnt fordelt på selskabets tre enheder i Basel, København og Hyderabad, Indien.
Evolva udvikler lægemidler med deres egen teknikplatform Watchmaker, efter en metode som man kalder “genetisk kemi”. Ved hjælp af store genbiblioteker simulerer Watchmaker den naturlige evolution af molekyler, der kan anvendes som lægemidler, for at finde frem til den mest funktionelle variant. Ifølge Evolva kan den nye teknik afkorte perioden fra idé til kliniske tester med omkring en tredjedel. Selskabet har nu tre stoffer i den tidlige prækliniske fase, mod henholdsvis cancer, diabetes og infektionssygdomme.
Isconova i Uppsala arbejder hovedsageligt med stoffer, som forstærker effekten af vacciner, men har også fundet en del molekyler, der ville kunne fungere som selvstændige lægemidler. Evolva skal lede arbejdet med at vurdere og udvikle molekylerne, mens Isconova har ret til en del af den mulige gevinst i fremtiden.
Evolva har omkring halvdelen af sine ansatte i Indien og halvdelen i Europa, hvoraf otte er ansat i Symbion. Blandt de største ejere er det schweiziske ventureselskab Aravis. Desuden har Novartis Venture Fund, Vækstfonden, Dansk Innovationsinvestering, Symbion Capital, japanske Astellas Venture Capital og indiske APIDC-VC investeret i selskabet.