Anders Sjöstedt, tidligere adm. dir. for virksomhedskuvøsen Minc i Malmö, er udnævnt til koordinator for Netværket for oplevelsesindustrien i Sverige. I netværket indgår i dag otte såkaldte mødesteder ude i landet, hvor Media Mødested Malmö er en.
Foruden at koordinere mødestederne, som er opbygget omkring klynger af virksomheder og i mange tilfælde uddannelsesinstitutioner, skal Anders Sjöstedt opbygge en formel, overordnet organisation. Aktiviteterne går ud på at fremme iværksætteri i mødestedernes brancher: musik, film, design, mode, computerspil, nye medier, turisme og mad.
— Det kan handle om at sikre, at den eksisterende virksomhedsstøtte når frem til brancherne, men også om at synliggøre virksomhedernes udvikling, siger Anders Sjöstedt.
Den lønmodtagerfinansierede KK-stiftelse (Stiftelsen for Kundskabs- og Kompetenceudvikling) startede projektet for oplevelsesindustrien i år 2000. Media Mødested Malmö, som har sæde i Minc hvor også ledelsen for det nationale netværk skal sidde, har til formål at knytte producenter af medieindhold sammen med nye teknikvirksomheder inden for medieverdenen.
Sveriges Televisions nye satsning i Västra Hamnen er ifølge Anders Sjöstedt et skoleeksempel på, hvordan et mødested skal fungere.
— Mødestederne skal arbejde tæt på regionernes store virksomheder. At SVT flytter tættere på Malmö Högskola er et stærkt signal fra deres side og meget vigtigt ved opbygningen af et fysisk knudepunkt, siger Anders Sjöstedt.