Scalado fra Lund, delvist ejet af de danske ventureselskaber IVS og Olicom, har for nylig indgået en omfattende rammeaftale med to af verdens største mobiltelefonproducenter – BenQ fra Taiwan og koreanske Samsung. Aftalerne ventes hver især at give årlige indtægter på tocifrede millionbeløb til Scalado, som har udviklet en teknik til billedhåndtering i mobiltelefoner.
— Det her er et vigtigt gennembrud for os. Rammeaftalen vurderes at generere indtægter på over ti millioner svenske kroner per år og vil udgøre en betydelig del af vores omsætning, siger Mats Jacobson, adm. dir. for Scalado.
Virksomheden har allerede i et år haft en rammeaftale med Samsung, som nu forlænges med yderligere to år. BenQ er den senest tilkomne blandt de store telefonproducenter og skabte i fjor stor opmærksomhed, da man overtog mobildivisionen hos tyske Siemens. For mindre end to uger siden meddelte BenQ, at man nedlægger fremstillingen i Tyskland, men at varemærket sandsynligvis bevares, og at produktionen flyttes til et lavtlønsland i Asien.
Scalado meddelte i starten af året, at man regner med at fordoble omsætningen til 20 millioner kroner i 2006. I dag ligger prognosen noget over denne målsætning.
Selskabet har omkring 30 ansatte og ejes for hovedpartens vedkommmende af IVS og Olicom samt svenske Industrifonden, TeknoSeed og virksomhedens grundlæggere.