Øresundsbro Konsortiet tror ikke på store rentestigninger fremover. Derfor stopper man indtil videre arbejdet med at reducere andelen af rentetilpasningslån i porteføljen. Og det selv om voksende renteomkostninger nu tvinger Konsortiet til at nedskrive resultatprognosen for hele 2006.
— Vi arbejder efter den hypotese, at renten stiger en smule mere, men ingen dramatiske ændringer, siger adm. dir. Sven Landelius.
Gennem de seneste år har selskabet reduceret andelen af lån med variabel rente til fordel for fast rente og realrente. Det har man gjort for at være mindre eksponeret for rentestigninger. Med en gæld på 19,5 milliarder kroner er renteomkostningerne den største enkeltpost på driftsregnskabet for Øresundsbro Konsortiet.
I dag har cirka 39 procent af låneporteføljen variabel rente. For en del af disse har selskabet sikret sig et renteloft ved store rentestigninger. Selv om den europæiske centralbank har hævet styrerenten flere gang indtil videre i 2006, er der ikke planlagt flere omplaceringer til eksempelvis fastforrentede lån.
— Vi vurderer, at den fordeling vi har i øjeblikket, er god. Det var noget vi diskuterede vældig meget på mandagens bestyrelsesmøde, siger Landelius.
I gårsdagens halvårsregnskab var der meget fokus på trafikvæksten og den stigning i indtægter og resultat, som årets første seks måneder gav. Men længere nede i teksten advarer Konsortiet om, at året bliver ringere end ventet. Prognosen sænkes til et underskud på 150 millioner kroner før værdiændringer, sammenlignet med et underskud på 130 millioner, som man troede på i starten af året. Årsagen er netop stigende renteomkostninger.
I 2005 havde Øresundsbro Konsortiet et underskud før værdiændringer på 141 millioner kroner. Værdiændringerne er fiktive indtægter eller omkostninger, som baseres på forskellen mellem selskabets faste lånerenter og de aktuelle markedsrenter.