Nogle uger før den planlagte børsnotering skiftes der direktør i serieiværksætteren Christer Fåhraeus’ forskningsselskab Respiratorius i Lund. Staffan Skogvall, der grundlagde firmaet sammen med Fåhraeus, erstattes af Karin Wehlin, tidligere økonomichef hos Agellis og Nordic Drugs.
Lundvirksomheden Respiratorius arbejder med at udvikle lægemiddelkandidater mod svær astma og lungesygdommen KOL, også kaldet rygerlunger. KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungelidelse og indebærer, at lungernes små luftveje trækker sig sammen og vanskeliggør iltoptagelsen. Globalt lider 600 millioner mennesker af KOL og 300 millioner af astma, oplyser selskabet.
Respiratorius’ lægemiddelstoffer er baseret på capsazepin, som udvider de små luftveje i lungerne. Nu har virksomheden også udviklet et specialinstrument, som kan måle effekten af stofferne i de millimetertynde luftveje. Ifølge virksomheden viser testerne en betydelig bedre evne til at udvide luftvejene og få dem til at slappe af, sammenlignet med traditionelle lægemidler såsom Beta2-agonister.
I slutningen af juni noteres Respiratorius på NGM Equity. I forbindelse hermed gennemfører man en aktieemission til en værdi af 20 millioner SEK. Emissionen er garanteret af en halv snes nye og eksisterende ejere. Selskabet har som målsætning om tre år at sælge eller udlicensere sit første stof, som så skal have gennemgået de to første faser af de kliniske studier.
— Det kommer til at koste omkring 100 millioner SEK at bringe produktet frem til proof-of-concept. Det er én årsag til noteringen. Derudover ønsker vi at give aktieejere adgang til det, vi mener er en spændende rejse, siger Christer Fåhraeus, som siden starten i 1999 har været virksomhedens hovedfinancier.
Ti personer arbejder i firmaet, som i første kvartal i år havde et underskud på 1,4 millioner SEK.