Lydbogsvirksomheden Bokilur i Lund indgår sin første aftale med en mobiltelefonoperatør. Vodafone Sverige skal nu markedsføre Bokilurs produkter, blandt andet som en del af deres internetportal, men også i de bilag, som ledsager regningerne.
Det vil øge interessen for lydbøger i mobiltelefoner, håber Bokilurs adm. dir. Jonas Tellander. Udgiften til download af lydfiler til telefonen bæres nu også af Vodafone, hvilket betyder, at omkring 1,5 millioner brugere i Sverige kun behøver betale for selve bogtitlen.
— De 3,5 megabyte, der skal downloades for at lytte til en bog i en time, bliver gratis. Aftalen indebærer en eksponering, og dermed vil flere opdage os, siger Jonas Tellander.
Selskabet har udviklet et javaprogram, som downloader talefiler fra en server, samtidig med at de afspilles. I dag kan 24 mobiltelefoner på markedet køre programmet.
— Vi dækker halvdelen af de telefoner, som er solgt det seneste år. Vi har en person i Lund, der arbejder med at teste og udvikle programmet, så det kan fungere i flere modeller, siger Jonas Tellander.
Bokilur har over firs bogtitler af forfattere som Henning Mankell, Liza Marklund og Hans Alfredsson. Siden starten i 2005 har man solgt bøgerne på egen hånd. Det handler om små mængder, men Jonas Tellander håber på yderligere operatøraftaler i løbet af året, som kan bringe salget i vejret.
Selskabet ligger i virksomhedskuvøsen Ideon Innovation i Lund og fik for nylig tilført halvdelen af en opstartsfinansiering på 2,4 millioner svenske kroner.