Københavns Fondsbørs ser det som en enorm styrke for den ny, alternative aktiemarkedsplads, First North, at der allerede i morgen offentliggøres et prospekt for Aresa A/S, der skal rejse 65 mio. kr.
Børsprospektet betyder, at mange virksomheder, som har afventet udviklingen på First North, nu kan se, at der sker noget. Hidtil har kun ét selskab, Deadline Games, været noteret på listen, og det selskab har kun omsat for omkring 800.000 kroner aktier.
First North blev officielt etableret af OMX Københavns Fondsbørs 12. december 2005. Fondsbørsen anser ansøgningen fra Aresa som et gennembrud for den unge liste.
— For den fremtidige interesse er det meget positivt. Jeg håber og tror nu på, at vi når en halv snes selskaber i år, siger direktør Jan Ovesen fra Københavns Fondsbørs til Rapidus.
— Vi er meget glade for at have modtaget Aresas ansøgning. Det er dejligt at kunne sige, at vi har fordoblet antallet af selskaber, siger Jan Ovesen med et smil.
Tilfredsheden skyldes også, at First North dermed allerede nu viser bredde.
— Vi har nu Deadline Games som er IT og Aresa, som er biotek. Det er dejligt at have forskellige sektorer. Det er også godt det kommer drypvis; Det tager tid at få markedspladsen op at stå. Selskaberne og rådgivere skal også vænne sig til den, understreger Jan Ovesen.
Aresa er kendt for sin opfindelse af genmodificerede planter, der kan spore sprængstoffer fra landminer ved at skifte farve fra grøn til rød. Aresa har udpeget HSH Gudme Corporate Finance til at arrangere udbuddet af de nye aktier, og har allerede bindende forhåndstegninger på 8,5 mio. kr. Resten af aktierne udbydes med forventet første handelsdag på First North 14. februar 2006.
Aresa holder pressemøde i morgen kl. 14 ved offentliggørelsen af børsprospektet.
Formålet med First North er at skaffe kapital til mindre ikke-børsnoterede selskaber, og er et nordisk initiativ. First North i Sverige vil åbne i 2006, og vil bygge på en videreudvikling af det eksisterende Nya Marknaden. Når tiden er inde vil markedspladsen også dække Finland.